Kendte film hitter på YouTube som dårligt animerede 80’er-spil

Glem alt om vilde 3D-effekter og surround-sound. Old-school animationsfilm bliver set af millioner.

  • Animationsfirmaet CineFix skaber små videoer som ligner spilversioner af berømte film. Her er det 'Pulp Fiction' som 80'er-skydespil i 2D.
  • En animeret Leonardo Dicaprio på Titanic.
  • Keanu Reeves dukker sig i slowmotion for agent Smiths projektiler i 'The Matrix'.
1 / 3

Det er ret nørdet - men sjovt og nostalgisk.

Et lille animationsbureau ved navn CineFix har kæmpe succes med at lave animerede versioner af kendte Hollywood-film med grafik, som var det et spil fra 1980’erne.

Det er blandt andre instruktør David Dutton og hans bror Henry Dutton, der står bag videoerne, som blandt andet inkluderer retro-animerede versioner af ’Titanic’, ’Fight Club’ og ’Forest Gump.

Den mest sete film er retro-versionen af ’Iron Man’, der lige nu er blevet set over halvanden million gange. I alt er CineFix’ 46 film i skrivende stund blevet set næsten 20 millioner gange, og YouTube-kanalen har over en million faste abonnenter.

80’er-inspireret stil

Retro-stilen stammer fra computerspillenes ’teenage-år’ i 1980’erne, hvor banebrydende spillekonsoller fra Nintendo og Sega blev enormt populære. Konsollerne kom på markedet i 1983 og fik blandt andet succes i 80'erne på grund af spil som ’Super Mario’.

CineFix forsøger at give de enkelte film et look, der minder om bestemte spil. Eksempelvis er deres retro-version af actionfilmen ’Kick Ass’ lavet, så det ligner kampsport-spillet ’Double Dragon’ fra 1987.

Musikken er også retro

Musikken til spillene er også skabt, som om året var 1983 og ikke 2015. Musik og lyd skabes i samarbejde med animatorerne.

- Jeg beder for eksempel om en lyd, der passer til en scene, hvor en hovedfjende skal bekæmpes, forklarer David Dutton i en ’bag kameraet’-video.

Til tider er han også er helt specifik i sine krav til lydsiden – for eksempel når han har brug for sangen ’Where is my mind’ med bandet Pixies der spiller til sidst i ’Fight Club’ eller ’Fortunate Son’ med Creedence Clearwater Revival i ’Forest Gump’.

Simple teknikker

Filmene skabes med simple programmer, som alle kan købes, såsom Adobe Photoshop og After FX. Så hvis man selv har mod på at forsøge sig med at skabe små retro-tegninger eller måske endda små film, kan det faktisk lade sig gøre.

CineFix har lagt en lille videomanual ud til, hvordan man bærer sig ad med at skabe det helt rigtige retro-look, som animationerne i filmene har.

Fristet til at lave rigtige spil

David Dutton fortæller i et interview med spilhjemmesiden Arcadeattack, at han nogle gange er fristet til at gøre mere, end blot lave videoer af Hollywood-filmene.

- Det er svært at gøre videoerne korte og forståelige, så jeg er nogle gange fristet til at ændre på formatet og så faktisk lave et rigtigt spil, siger han.

Den seneste retro-animerede film fra CineFix er ’Shawshank Redemption’, og CineFix oplyser, at ’District 9’ måske kunne være den næste. Der kommer nye film cirka hver 14. dag.