En metafor på et karaktermord og intet andet.
Sådan tolker Trykkefrihedsselskabets næstformand, Katrine Winkel Holm, selv den satiretegning man i øjeblikket kan finde på selskabets nettidsskrifts hjemmeside.
På tegningen er Deadline-værten iklædt en rød postjakke, og ligesom Lars Hedegaards attentatmand har Martin Krasnik en pakke i hånden, som han, ifølge taleboblen, "håber Hedegaard vil modtage".
Martin Krasnik kalder tegningen for et "intellektuelt sammenbrud" og uddyber:
- Hedegaard og hans venner sammenligner jo direkte et kritisk interview med et mordforsøg. De (trykkefrihedsselskabet, red) har med rette altid sagt, at ord og handling ikke er det samme. Det mener de så ikke længere, siger Martin Krasnik til dr.dk/kultur.
Latterliggør attentatforsøget
Han mener, at Trykkefrihedsselskabet skyder sig selv i foden, fordi satiretegningen er med til at bagatellisere attentatforsøget på Lars Hedegaard.
- Hvis Lars Hedegaards støtter vil tages alvorligt efter et decideret mordforsøg på ham, så er den tegning en dybt besynderlig måde at håndtere det på. Synes de mon, det bare er sjov og ballade?, spørger Martin Krasnik.
Næstformand for Trykkefrihedsselskabet og medlem af DR's bestyrelse, Katrine Winkel Holm, afviser, at tegningen er et forsøg på at sammenligne interviewet med et mordforsøg.
- Tegningen er jo blot et forsøg på at spille på metaforen 'karaktermord'. Jeg kan virkelig ikke se, det er noget problem, siger Katrine Winkel Holm.
Winkel Holm: Ingen sammenligning med attentatforsøget
Hun mener desuden, at den situation, som bliver vist på tegningen, er en helt anden, end det der skete ved attentatforsøget på Lars Hedegaard.
- På satiretegningen ser Lars Hedegaard jo skræmt ud. Det var han jo slet ikke ved attentatforsøget, så situationen er jo en helt anden, siger Katrine Winkel Holm til dr.dk/kultur.
Hun giver i det hele taget ikke meget for kritikken af tegningen.
- Jeg synes, det er en meget tantet kritik, og jeg synes ærlig talt, vi har haft nok kritik af satiretegninger i det her land, lyder det fra Trykkefrihedsselskabets næstformand.
Tegner: Satire skal være smagløst
Manden bag tegningen hedder Niels Thomsen, og han er overrasket over, hvordan især journaliststanden tager tegningen personligt.
- Det er som om, at især medieklassen har glemt, at satire skal være en smule smagløst og groft. Det er min ret at drille Krasnik. Det er jo det, satire går ud på. Men jeg kunne da aldrig drømme om at sammenligne interviewet med et mordforsøg, siger Niels Thomsen.
- Så du mener altså ikke, der er nogen referencer til attentatforsøget mod Lars Hedegaard i din tegning?
- Det er meningsløst at svare på. For så ville jeg jo tage pusten ud af min tegning, siger Niels Thomsen.