Lasse Jensen kommenterer: Censur i medierne

Lasse Jensen kommenterer forholdet mellem journalister og deres kilder, og hvornår det kammer over i censur.

Lasse Jensen kommenterer forhold om den danske mediebranche i P1-programmet 'Mennesker og medier'. DR Kultur bringer kommentaren her.

Her et interessant journalistisk dilemma: En journalist har aftalt et interview. Han interviewer personen i halvanden time og det er aftalt, at der er fuld åbenhed. Kilden kan citeres med fuldt navn og titel.

Det er lige ud af landevejen. Kilden beder om at få interviewet eller artiklen til gennemsyn før offentliggørelsen, for at sikre, at citaterne er korrekte. Det sker hver dag i dansk presse. Nogle kilder fortryder og beder om at svar omformuleres eller udelades. Nogle går oven i købet så vidt, at de begynder at redigere i artiklen. At fristelsen kan være stor er forståeligt, men hvis man pludselig opdager, at man har dummet sig, har man så fortrydelsesret?

Hvis man for 20 år siden som journalist blev bedt om at sende citater til gennemsyn hos sin interviewperson, ville svaret i de fleste tilfælde være et høfligt nej. Det blev opfattet som en utidig mistænksomhed, næsten et tillidsbrud. Og det var i øvrigt stort set umuligt, fordi en brevveksling med efterfølgende rettelser og telefonsamtaler ville forsinke en historie i dagevis.

Når grænsen overskrides

Nu er der e-mail, og det kan klares på få minutter. Og det sker - og har formentlig forbedret journalistikken, fordi man nu som læser eller bruger, kan være ret sikker på, at der ikke fejlciteres. Og i øvrigt ved de fleste - og det er fuldt lovligt - at journalister laver en lydoptagelse af deres interviews, så man ikke bagefter kan rende fra, hvad man har sagt.

Grænsen overskrides, hvis den interviewede begynder at redigere i artikler og korrekte citater. Og den ikke bare overskrides, hvis interviewpersonen eller endnu værre: hans eller hendes organisation og chefer griber ind. Så er det censur.

Det oplevede avisen Washington Post forleden, da de i halvanden time, i fuld åbenhed interviewede en af cheferne i Det Nationale Sikkerhedsagentur, verdens største spionageorganisation, i forbindelse med en række artikler om organisationens massive aflytning af udenlandske og amerikanske telefoner og e-mails.

Pressefrihed og magtens muskler

Det var aftalt at direktør John DeLong fra NSA optrådte med fuldt navn. Avisens journalist havde først bedt Det Hvide Hus om at kommentere, og Obama-administrationen henviste netop til John DeLong. Avisen havde oven i købet betinget sig, at NSA ikke efterfølgende kunne redigere i citaterne. To dage efter interviewet - før det blev offentliggjort - meddelte Det Hvide Hus og NSA, at interviewet ikke måtte bringes.

I stedet sendte de avisen en omhyggeligt formuleret erklæring fra John DeLong, som avisen, efter deres mening, skulle bringe i stedet for det nu forbudte interview. Det afviste Washington Post naturligvis. Og offentliggjorde det hele på sin hjemmeside. Det er formentlig ikke alle medier, der har mod og mandshjerte til at modstå presset, når den rå magt spiller med musklerne og i virkeligheden indfører censur.

Men det er dejligt, når det sker. Det kaldes pressefrihed og beskyttelse af retten til at redigere.

FacebookTwitter