Lasse Jensen: Ståning forbudt - et par ord om en stor dansk medieperson

Politikens tidligere fotochef Per Folkver blev bisat torsdag. Få fotografer i Danmark har haft så stor betydning, skriver vært på Mennesker og Medier, Lasse Jensen.

Lasse Jensen kommenterer hver uge forholdene de de danske og udenlandske medier. Det sker i P1-programmet 'Mennesker og medier'. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

Lasse Jensen kommenterer forhold om den danske mediebranche i P1-programmet 'Mennesker og medier'. DR Kultur bringer kommentaren her.

Jeg må konstatere, at der i det pulserende, travle, konkurrencebetonede - og somme tider kyniske - mediemiljø, kun er meget få mediepersoner, der omfattes af universel respekt, grænsende til kærlighed. Det er en sjældenhed.

Der er journalister, redaktører og pressefotografer, der er respekteret for deres kunnen, viden eller gennemslagskraft. Der er nogle, der er respekteret, fordi de er i stand til at inspirere, analysere eller formulere sig. Der er også de, der bare er elskede, fordi de er, som de er.

Politikens tidligere fotochef Per Folkver var det hele på en gang. Da han blev bisat torsdag, så jeg, blandt de mange hundrede deltagere, nogle af landets dygtigste og mest frygtløse pressefotografer tynget af sorg. Ikke kun fordi en kollega var død, men fordi han var mere end bare en kollega. ´

Tog hyre på færøsk fisketrawle

Få fotografer i Danmark har haft så stor betydning. Ikke fordi han skovlede fotopriser hjem - da han endelig vandt en pris i år, var det 2. pladsen i konkurrencen om at være den bedste tv-dokumentarfotograf. "Nu har jeg været fotograf i over tredive år og så får jeg en pris for en videofilm", sagde han muntert.

Typisk for det omvandrende kuglelyn han var, forlod han Danmark for en tid, tog hyre på den færøske fisketrawler "Enniberg" og skildrede livet ombord med sit kamera.

Her kunne han også praktisere en af sine læresætninger, som var "ståning forbudt" - et billede skal have liv og vise liv og aktivitet. Opstillede billeder og manipulerede eller computer-forbedrede billeder var ikke hans kop te. På det område var han fundamentalist.

Eneste eksamensbevis var et taxakørekort

I modsætning til mange af hans kolleger, der var fremragende fotografer, men måske ikke var så gode til at formulere sig mundtligt eller skriftligt, var Folkver en af landets flittigste, når det handlede om at fortælle, forklare og formane. Senest i teksten til den nyåbnede udstilling på Det Kongelige Bibliotek med krigsbilleder fra Dybbøl.

Og et par dage før sin død på Folkeuniversitetet, hvor han i højt humør erklærede, at han aldrig havde stået i lære som fotograf, og at det eneste eksamensbevis han havde, var et taxakørekort.

Det meste af sit fotografliv var Per Folkver freelance. Han var medstifter af fotokollektivet Ragnarok, han gik i folk med træsko på - og benyttede de evner til at trænge ind i miljøer i samfundets bund.

Han var i sit es, når han med et eller flere billeder kunne fortælle historier. Hvis man - som han sagde det for nyligt - kunne "fastfryse et øjeblik og en stemning, frem for at illustrere en begivenhed".

Han talte, argumenterede, overtalte og inspirerede. Og var en mand, der holdt af at få det sidste ord. Det får han også her i dag.

Hvad er et godt fotografi egentlig?

Da jeg interviewede ham i 2006 efter, at han som dommer i den store internationale fotokonkurrence World Press Photo havde siddet i dagevis og udvalgt nogle få vinderbilleder ud af 11.000 pressebilleder, spurgte jeg ham lidt banalt, måske, hvad et godt fotografi er? Her er, hvad han svarede mig:

- Det gode fotografi fortæller en god historie, og det nødvendige fotografi fortæller en historie, som vi af den ene eller den anden grund har virkelig brug for at vide noget om. Hvis fotografiet skal have en betydning - og det skal fotografiet have, fordi det er et fantastisk medie til at fortælle fra steder, hvor vi ikke selv kan være - hvis det skal have en betydning er det fordi det kan vise dig, at her løber en pige på en mark eller en vej i Vietnam med napalm ud over sin krop. Det har en betydning, fordi det fortæller os en vigtig historie og en vigtig historie, vi ikke selv er i stand til at overvære.

- Og hvorfor er det sådan, at det er tristesse, siger du, jamen det er jo nok fordi, i pressen generelt og hvis vi hver gang, vi ser et fotografi nu, siger ord, så vil vi jo nå til den konklusion, at de forfærdelige historier er gode historier. I hvert tilfælde så er det vigtigt at fortælle om en mand, som har det rigtig godt i Kentucky, vigtigt at fortælle om en hungersnød-katastrofe i Sudan, hvor millioner omkom og hvorfor er det det? Det er det, fordi vi er mennesker og ikke dyr… at vi skal vide det her, fordi vi skal, hvis vi kan være i stand til eller evner det, gå ind og lave tingenes tilstand om. Derfor skal vi se en pige, der løber.