Mænd kopierer sexede billeder af kvindelig model

Komikerduo hitter på nettet med en række nøgenbilleder, der er nøjagtige kopier af en billedserie med den kvindelige model Miranda Kerr.

Christiaan Van Vuuren, der spiller hipsteren Dom i Bondi Hipsters, smider kludene - ganske ligesom Miranda Kerr netop har gjort det i britiske GQ. (Foto: Pat Stevenson/Mario Testino © Bondi Hipsters)

Egentlig er der ikke så meget nyt over billederne af modellen Miranda Kerr, sådan som hun slænger sig nøgent og hiver ned i den gennemsigtige hvide undertrøje. Den slags billeder ser vi ofte i diverse modemagasiner.

Anderledes opsigtsvækkende er det, når den ene - mandlige - halvdel af den australske komikerduo Bondi Hipsters ligesom Miranda Kerr blotter sin bagdel.

Da billederne af modellen Miranda Kerr, der er taget af den kendte fotograf Mario Testino, blev publiceret i det fashionable mandeblad GQ, fik Bondi Hipsters' to karakterer, modemændene Dom og Adrian, lyst til at lave et modsvar til de afslørende billeder.

Resultatet blev en billedserie på duoens Facebook-side. Du kan også sammenligne billederne her.

På under en uge er billederne af Christiaan Van Vuuren, der spiller hipsteren Dom, blevet et viralt hit og nøgenbillederne af ham deles i stor stil på nettet. Billeder har også nået diverse medier i både USA og Storbritannien.

  • Bondi Hipsters' billedserie med Dom Nader er en tro kopi af GQ's billeder af Miranda Kerr, der også ligger nøgent på et blåt underlag. (Foto: Pat Stevenson © Bondi Hipsters)
  • Bondi Hipsters bryder med konventionen, fordi Dom står i nogle kvindelige positurer - særligt på billedet, hvor han hiver ned i undertrøjen, mener Gry Høngsmark Knudsen, adjunkt og ph.d. (Foto: Pat Stevenson © Bondi Hipsters)
  • Dom Nader viser sine tatoveringer frem iført nylonstrømper ... (Foto: Pat Stevenson © Bondi Hipsters)
  • Hipsteren og modellen Dom, der spilles af Christiaan Van Vuuren, smider kludene og viser alt. Læg mærke til hans kommentar nederst på billedet. (Foto: Pat Stevenson © Bondi Hipsters)
  • Dom smider kludene - ganske ligesom Miranda Kerr netop har gjort det i britiske GQ, hvor den kendte modefotograf Mario Testino har foreviget den australske model. (Foto: Pat Stevenson/Mario Testino © Bondi Hipsters)
1 / 5

- Jeg græd mig selv i søvn den nat

Bondi Hipsters lever sig så meget ind i deres roller, at det også er Dom og Adrian, der svarer, da DR Kultur mailer dem et par spørgsmål.

- Vi ønskede at vise, hvordan kvinder er overseksualiserede i modeverdenen, eller at mænd er underseksualiserede i modebilledet … Det afhænger af, hvordan du ser på det egentlig, skriver Adrian, hvortil Dom svarer:

- Adrian sagde til mig, at det ville være godt for min modelkarriere, hvis jeg poserede helt nøgen. Jeg græd mig i søvn den nat.

Jennifer Lopez bruger nøgne mænd i ny video

Det er langt fra første gang, at nogen sender en kritisk hilsen til mediernes begejstring for letpåklædte og nøgne kvinder.

I musikvideoen til sidste års sommerhit 'Blurred Lines' med Robin Thicke poserede nøgne kvindelige modeller, hvilket fik en flok kvinder til at bytte rundt på rollerne i en feministisk version.

Også sangerinden Jennifer Lopez vender bøtten og lader en flok muskuløse mænd uden et eneste brysthår gøre sig til og vrikke med underlivet i musikvideoen til sin nye sang 'I Luh Ya Papi'.

Tegneseriekunstneren Kevin Bolk har også lavet sin egen plakat til filmen 'Avengers', hvor det er de mandlige superhelte, der strutter med bagdelen, frem for den kvindelige helt.

Hipster får os til at stille spørgsmål

Gry Høngsmark Knudsen, der er adjunkt og ph.d. ved Institut for Marketing & Management Forbrugsstudier på Syddansk Universitet har blandt andet fokus på køn og medier i sit arbejde.

Hun er ikke i tvivl om, hvorfor netop billederne af den behårede hipster Dom vækker opsigt.

- Bondi Hipsters billeder får os til at stille de spørgsmål, vi ikke stiller til hverdag. Hvorfor skal den kvindelige model stå og ligne en deltager fra en Miss Wet T-shirt-konkurrence? De får os til at reflektere over konventionen om, at sådan vises kvinder i blade og modebilleder.

Fedtet hår bryder med konventionen

Det er nu ikke fordi, at det kun er kvinder der står for skud. Der har i mange år også været en blomstrende seksualisering af mænd i modereklamer, siger Gry Høngsmark Knudsen.

- Grunden til, at Bondi Hipsters bryder med konventionen er, at ham her har fedtet hår, ser lidt usoigneret ud og så står han i nogle kvindelige positurer - særligt på billedet, hvor han hiver ned i undertrøjen, siger hun.

Derfor er australiernes svar til GQ's billeder af en afklædt Miranda Kerr da også et helt klassisk tiltag, mener Gry Høngsmark Knudsen.

- Dem, der laver spoofs som denne, mener jo ikke, at billedet skal vendes og at det nu er mændenes tur til at blive udstillet. Det handler i stedet om at få os til at reflektere over, hvad der sker, når vi vænner os til at se kvinder på den måde, siger hun.

Facebook
Twitter