Medina om Støjbergs annoncer: Hun får alle danskere til at se grimme ud

Sangerinden Medina langer ud efter regeringens linje på flygtningeområdet, for ”sådan er danskerne ikke”.

Sangerinden Medina rasede mod udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, da hun gæstede Pressen på P3. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Stemningen var både højspændt og grådkvalt, da Danmarks måske største popstjerne, Medina, fredag gæstede Pressen på P3.

Efter hjemkomsten fra en rejse til den græske ferieø Kos har Medina nemlig kastet sig ind i debatten om flygtningesituationen i Europa, og hun lancerer i programmet et frontalangreb på udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Det er så forfærdeligt, at medierne i verden samler op på historier som hende idioten, der har lavet de der artikler i en libanesisk avis, lyder skudsmålet fra Medina med henvisning til ministerens annoncer, som er blevet indrykket i fire libanesiske aviser.

”Hun får alle i Danmark til at se grimme ud”

Og svadaen fortsætter.

- Hun sætter et helt lands sikkerhed i jeopardy, når hun skal ytre sine smålige måder at få flygtninge til at holde sig væk på. Det er forfærdeligt, at hun får alle i Danmark til at se så grimme ud. Hende kan jeg bare ikke stå inde for, lyder det fra Medina.

- Det overdøver alt det gode, vi faktisk også gør. Og det skal vi simpelthen lave om på, for det er forkert.

Sådan er Danmark ikke

Frontalangrebet er dog ikke kun rettet mod Støjberg og smålighed, men sigter bredere på Danmarks nuværende politiske linje på integrations- og udlændingeområdet.

- Lige nu står Danmark altså med nogle, undskyld mig, politiske værdier, der sender nogle rigtig, rigtig grimme signaler ud i verden. Jeg skammer mig over at skulle sige, at jeg kommer fra et land, der skulle stå for de værdier, siger Medina.

- Sådan er jeg ikke, og sådan er danskerne ikke! For vi er fandeme et land, der bakker op og hjælper, og gør, hvad vi kan.

Flygtninge i Kos by

Sangerinden er netop hjemvendt fra en ferie på den græske ø Kos, og det var denne rejse, der for alvor åbnede sangerindens øjne for de enorme flygtningeproblemer, Europa står midt i.

Problematikken blev legemliggjort under et besøg i Kos by.

- Så kom vi derind, og jeg tror, der går syv minutter, fra vi har stillet vores cykler, til vi står midt i, at der er rigtig, rigtig mange flygtninge, siger hun.

Bryder sammen i radioen

Medina snakkede med flere af flygtningene, og blev meget berørt af deres historier.

Også da hun skal fortælle om dem i Pressen på P3.

- Folk drukner også på vej over, og… Nu kan jeg ikke snakke om det mere, for jeg bliver rigtig ked af det.

Medina holder en pause, og kæmpede med at holde tårerne tilbage. Så fortsatte hun.

- Det er rigtig svært, for når du bor der, så ved du, at folk svømmer i land, og … Ej, undskyld!

Redningsveste i vejkanten

Tårerne pressede sig på igen.

- Det er så åndssvagt. Men det rammer virkelig hårdt, for du ved, at hver eneste nat, du er der, føler du, at du burde stå nede på stranden og hjælpe nogen ind, hvis de kom, sagde hun.

- Når du så vågner dagen efter, og ser nye redningsveste, der ligger langs vejkanterne, så ved du bare, at der fucking er nogen, der er svømmet i land 50 meter fra din seng. Det synes jeg er virkelig ubeskriveligt at opleve.

Folkekirkens Nødhjælp: Danskerne er vågnet op

Mulle Juul Korsholm, kampagnechef, Folkekirkens Nødhjælp, var også med i studiet under programmet.

Hun pointerede det paradoksale i, at man først har fået øjnene op for flygtningesituationen nu.

- Det, der på godt og ondt hjælper os rigtig meget, det er når kameraerne, medierne, kigger på det, der sker ude i verden; plus at vi rent faktisk har været i en situation, hvor flygtningene har stået og banket på vores egen dør. Det gør, at danskerne vågner op, pointerede Korsholm.

- Syrienskrisen er jo ikke ny. I marts 2016 har den kørt i fem år, men lige pludselig er det blevet enormt nærværende, og situationen er kommet rigtig tæt på, fordi flygtninge fysisk er her.

Du kan høre hele Pressen på P3-udsendelsen her.

https://www.facebook.com/p3pressen/posts/1128027507225474:0 https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1044132232303967