'Modne' danske kvinder melder sig som Bond-babes

En ny 007-film er ved at tage form, men instruktøren mangler en skandinavisk kvinde. Den nyhed spreder sig som en storm på de danske sociale medier.

Det er på tide, at en 70-årig bliver babe: Tag mig, skriver en dansk kvinde på Facebook. Flere modne danske kvinder melder sig klar til at være Bond-babe efter det er kommet frem, at James Bond i den næste 007-film skal have en skandinavisk kæreste.

Den næste 007-film, der endnu ikke har nogen titel, mangler stadig at få besat enkelte roller - blandt andre den obligatoriske Bond-pige.

Men filmholdet med instruktør Sam Mendes i front søger også en skandinavisk kvinde til at spille James Bonds nye kærlighed.

Den nyhed har spredt sig som en steppebrand på de sociale medier, hvor danske kvinder nu byder sig selv til i rollen.

- Hvor melder man sig?! spørger Lotte Pedersen på Facebook.

Andre Facebook-brugere tvivler dog lidt mere på egne evner. Blandt andre Nina Sirid Dokkedal:

- Navnet er Sirid.. Nina Sirid… Nej, tror ikke den går. Benene er heller ikke lange nok, skriver hun.

Gråhåret, lettere slidt og krællet 58-årig melder sig på banen

Men det er ikke kun de unge kvinder, der melder sig på banen. Den lidt mere 'modne' årgang er også klar til at optræde som James Bonds næste flamme.

- Det er på tide, at en 70-årig bliver babe: Tag mig, skriver IngBritt Augusta Christiansen.

Karin Præsius er enig.

- Jaja… tilslutter mig de mere modne kvinder: Gråhåret, lettere slidt og krællet 58-årig melder sig på banen… skriver hun.

En tredje moden kvinde er - ligesom unge Nina Sirid - dog lidt mere nervøs for udseendet:

-...haha - forestiller mig selv i bikini, skriver Gitte Eisenreich.

James Bond er 89 år gammel

Og måske er det slet ikke helt skudt forbi, at James Bond burde finde sig en babe, der er lidt oppe i årene.

Den fiktive figur blev nemlig skabt allerede i 1953 af forfatteren Ian Fleming, og i den første James Bond-bog blev han beskrevet som en ung mand på 28 år. Ifølge en James Bond-fanside ville agent 007 dermed være 89 år i dag.

De fleste kender dog James Bond bedst fra filmene. I 1962 optrådte han således for første gang på det hvide lærred. I skikkelse af Sean Connery. Men også han er efterhånden grånet lidt i kanterne og er 83 år i dag.

Jeg vil være Daniels mormor!

Det får dog ikke kvinderne til at holde sig væk.

- Det er lige mig! Moden James Bond-babe på 59! Men jeg kunne bedre lide Roger Moore!, skriver Birgitte Jensen på Facebook.

- Synes, det er på tide, at han får sig en kvinde på sin egen alder. Så jeg foreslår mig, skriver Elisabeth Tuxen Rubin.

Agenten i den kommende 007-film er da også noget yngre. Det bliver 46-årige Daniel Craig. Og hvis man ikke kan blive hans skandinaviske flamme, så kan man måske kaste alle odds ind på at blive hans bedstemor, siger Birgitte Nielsen.

- Jeg synes bestemt, Bond har brug for noget familie. Hvad med en sød nordisk farmor eller mormor…(Læs: mig)., skriver hun.

- Søger de evt. en mormor til Daniel. Så bare ring, skriver en anden.

Forfriskende, hvis Bond sprang ud

Blandt nogle af de andre sjove kommentarer er Jens Østergaards. Han synes, det ville være:

- Forfriskende, hvis Mr. Bond springer ud.

Maj Dahl Sørensen mener heller ikke, at udseendet bør tælle alt:

- Jo, hvis det er den udgave, hvor han tænder på en tyk, gravid, skandinavisk kvinde, skriver hun.

En dansk kvinde er før rendt med rollen som Bond-pige.

I "Tomorrow never dies", hvor Pierce Brosnan spillede hovedrollen som 007, havde danske Cecilie Thomsen en mindre rolle som en af spionens damebekendtskaber.

Facebook
Twitter