Morddømt hovedperson fra populær podcast får ny retssag

Den morddømte Adnan Syed får en ny retssag. Han er hovedperson i den amerikanske podcast "Serial".

Den morddømte Adnan Syed sea til venstre på billedet her, hvor han er ved at forlade retten i Baltimore i februar måned. Nu skal hans sag i retten gå om. Foto: REUTERS/Carlos Barria (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Hvem dræbte den 18-årige Hae Min Lee?

Den 35-årige Adnan Syed afsoner i øjeblikket en livstidsdom for at have myrdet sin ekskæreste Hae Min Lee i 1998.

Adnan Syed har fastholdt sin uskyld siden sin anholdelse og har også tidligere søgt om en appelsag.

Men sagen blev forbigået, indtil en amerikansk journalist begyndte at grave i den i 2014.

I den populære podcast-serie "Serial" har journalist Sarah Koenig uge efter uge gennemgået det gamle mord i Baltimore på den asiatisk-amerikanske skoleelev.

Millioner har lyttet med undervejs og sået tvivl om, hvorvidt den morddømte Adnan Syed har fået en retfærdig rettergang.

Nye vidner i sagen

Hans advokater har efterspurgt en ny retssag på grund af den detaljerede gennemgang, som podcast-serien har udfoldet afsnit efter afsnit.

Onsdag besluttede en Baltimore-dommer at give Adnan Syed en ny retssag.

- Det er det første skridt i en meget lang proces, men vi er ekstremt glade, sagde hans advokat Justin Brown til Baltimore Sun.

Det sker, fordi der blandt andet er dukket et nyt, vigtigt vidne op i sagen.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter