Næstformand: Jeg vil fortsat kontakte DR's medarbejdere

Ole Hyltoft har gentagne gange taget kontakt til programmedarbejdere i DR. ”Det bliver de da glade for”, siger han.

Det sker, at jeg i min glæde og i min ansvarsfølelse for DR nu og da - der kan gå måneder imellem - skriver en opmuntrende mail til en DR-medarbejder, som jeg synes har gjort et godt stykke arbejde, siger Ole Hyltoft, til dr.dk/kultur. Han har ikke tænkt sig at stoppe med at kontakte DR-medarbejdere.

Selvom formanden for DR's bestyrelse, Michael Christiansen, har kaldt det "helt uacceptabelt", at Katrine Winkel Holm ringede til Martin Krasnik efter interviewet med Lars Hedegaard, så slår næstformand i DR's bestyrelse, Ole Hyltoft (DF) nu fast, at han i hvert fald ikke har tænkt sig at stoppe med at kontakte navngivne medarbejdere.

Det fortæller Ole Hyltoft til dr.dk/kultur.

- Det sker, at jeg i min glæde og i min ansvarsfølelse for DR nu og da - der kan gå måneder imellem - skriver en opmuntrende mail til en DR-medarbejder, som jeg synes har gjort et godt stykke arbejde, siger Ole Hyltoft til dr.dk/kultur.

I fredagens udgave af Berlingske forklarede tidligere vært på Deadline 2. sektion og nuværende litteraturredaktør hos Politiken Jes Stein Pedersen, at han i flere omgange er blevet kontaktet af Ole Hyltoft da han arbejde på DR.

Opmuntrende mail til medarbejdere

Over for dr.dk/kultur bekræfter Ole Hyltoft da også, at han har kontaktet den tidligere tv-vært, men at det "maksimalt har været tre gange indenfor seks år", og at det kun har været positivt ment.

- Det er lidt overraskende for mig. Jeg erindrer ikke, at jeg har reageret på den måde overfor programmer. Men jeg vil ikke afvise, at jeg har givet en eller anden form for ytring, siger Ole Hyltoft til dr.dk/kultur.

Idéer til litteraturdækningen

Og det er ikke kun Jes Stein Pedersen, der har fået Hyltofts besyv med om sit arbejde.

Klaus Rothstein, der er vært på Skønlitteratur på P1, har også haft næstformanden i røret. Her drejede det sig om forslag til litteraturdækningen i radioen.

- Ja, jeg er blevet kontaktet af bestyrelsesmedlem Ole Hyltoft, der gerne ville tale med mig om programidéer. Men det afviste jeg, fordi jeg ikke mener, at jeg skal have kontakt med bestyrelsesmedlemmer på den måde. Der er mindst to-tre ledelseslag imellem, så jeg foreslog ham, at han tog kontakt til direktøren, som så kunne lade det sive ned gennem systemet, siger Klaus Rothstein til dr.dk/kultur

Mimoser, mure og DDR

Ole Hyltoft er da også enig i, at det primært er direktørerne i DR's afdelinger, der skal holde bestyrelsen informeret, men at der ikke er noget i vejen for at supplere de informationer med samtaler med medarbejderne.

- Det, at der er nogle mimoser, der synes, at der skal være en Berlinmur imellem bestyrelsesmedlemmer og programmedarbejdere, det er en DDR-indstilling. Som om vi er nogle autoritære stenansigter, som man skal tilnærme sig på knæ, siger Ole Hyltoft til dr.dk/kultur.

Vil du fortsat tage direkte kontakt til programmedarbejdere?

- Ja, selvfølgelig. Det bliver folk da glade for. Jeg forstår slet ikke, hvis Jes Stein Pedersen og Klaus Rothstein har fundet det problematisk, at jeg har kontaktet dem, siger Ole Hyltoft.

Pres på Deadline

Tidligere journalist i DR, Kurt Strand, er en af dem som er blevet kritiseret af Ole Hyltoft. Dog foregik det i et offentligt forum.

Det skete da Kurt Strand i 2009 var vært på Deadline. Her interviewede han Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt. Interviewet fokuserede på, om Messerschmidt var vellidt i Bruxelles, og politikeren anklagede Kurt Strand for ikke at have sin research i orden.

Efterfølgende skrev Ole Hyltoft en klumme i Ekstra Bladet. Der lød det blandt andet: "Vi vil nu lægge mærke til, om 'Deadline' straffer Morten Messerschmidt ved ikke at invitere ham i studiet i den kommende tid."

Kurt Strand husker godt indlægget, som han i dag er lidt splittet omkring.

- Da jeg fik læst Ole Hyltofts indlæg, tænkte jeg, at det er han jo i sin gode ret til at mene. Men efterfølgende kunne jeg godt se, at han forsøgte at lægge pres på mig og Deadline ved at stille spørgsmålstegn ved, om Messerschmidt nu ville blive inviteret ind som gæst igen, siger Kurt Strand til dr.dk/kultur.

Omvendt mener Kurt Strand også Ole Hyltofts indlæg var i orden.

- Jeg synes egentlig, det er ok, han skriver det i Ekstra Bladet, fordi debatten på den måde bliver taget offentligt. Det er dog problematisk, at han underskriver sig som 'forfatter' og ikke som bestyrelsesmedlem i DR. Det burde have fremgået mere klart, hvem han var.

Husker ikke kritik

Kurt Strand reagerede ikke selv på indlægget, men fik af omveje at vide, at kommentaren nok ikke havde været i orden.

- Jeg fik at vide af min daværende chef, at Ole Hyltoft var blevet kritiseret af formanden for DRs bestyrelse, Michael Christiansen, for at bringe det her indlæg, siger Kurt Strand.

Men spørger man Ole Hyltoft selv, om der kom nogen reaktion i kølvandet på hans indlæg i Ekstra Bladet, er svaret et andet.

- Det tror jeg ikke, at der gjorde. Det husker jeg ikke, lyder det fra Ole Hyltoft til dr.dk/kultur. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsesformand i DR, Michael Christiansen.

Facebook
Twitter