Nintendo nægter homoseksuelle figurer i computerspil

Nintendo vil ikke tillade brugere af 'Tomoachi Life' at blive kærester med en af samme køn i spillets virtuelle univers. En fan har nu startet en modkampagne.

Under hashtaget #Miiquality ønsker en fan af spillet 'Tomoachi Life' at råbe Nintendo op, så det bliver muligt for spillernes Mii-personligheder at være homoseksuelle.

Du kan næsten gøre, lige hvad du har lyst til i Nintendo-spillet 'Tomoachi Life'.

Du kan give den fuld spade som rockstjerne, slappe af på en fisketur, slås med andre, rejse verden rundt og lege ninja. Eller du kan få nye venner og finde en kæreste.

Der er bare lige det, at kæresten ikke må være samme køn som dig. Det skriver BBC.

Amerikanske Tye Marini, der er en ung homoseksuel fan af det japanske spil, har derfor lavet en kampagne på de sociale medier.

Ligestilling for Mii-personlighederne?

Under hashtaget #miiquality ønsker han at få andre fans af spillet til at råbe Nintendo op, så det bliver muligt for spillernes Mii-personligheder at være homoseksuelle.

Og det er noget, som mange brugere støtter op om, kan man se på blandt andet Twitter.

- Jeg vil ikke købe 'Tomodachi Life' hvis jeg ikke kan udtrykke den person, jeg virkelig er - en homoseksuel mand. Undskyld Nintendo America, skriver blandt andet Twitter-brugeren David Frausto på det sociale medie.

Nintendo afviser at have social agenda

Den japanske version af spillet er solgt i flere millioner eksemplarer, så Nintendo er klar med en lancering af 'Tomodachi Life' i Amerika og Europa i juni.

I et svar til kampagnen afviser Nintendo dog at ændrer spillet. Når man kan have et parforhold i spillet, så er det mere et legende alternativ end det er et billede af det virkelige liv, skriver Nintendo of America Inc. i en erklæring.

Derudover holder spilgiganten på, at et homoseksuelt aspekt på intet tidspunkt har været en del af det oprindelige japanske spil.

- Vi håber, at alle vores fans vil se, at 'Tomodachi Life' var beregnet til at være et finurligt og spøjst spil, og at vi absolut ikke har forsøgt at komme med sociale kommentarer, lyder det i erklæringen ifølge BBC.

Facebook
Twitter