Ny redaktør for X Factor og MGP

37-årige Rasmus Ladefoged vil samle danskerne på tværs af generationer.

Den nye underholdningsredaktør skal blandt andet stå i spidsen for MGP - her generalprøve ved MGP 2013. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Når store underholdningsformater som 'Mentor', 'X Factor', 'MGP' og 'DR's store Juleshow' ruller over skærmen i det kommende år, er det 37-årige Rasmus Ladefoged, som står i spidsen.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Med en fortid som redaktør og projektleder for flere børne- og ungdomsprogrammer i DR, blandt andet 'SommerSummarum' og børnenes melodi grandprix, 'MGP', kommer han med en evne til at samle folk på tværs af generationer, fortæller den nyudnævnte redaktør.

- Det er sindssygt vigtigt, at underholdningsprogrammerne kan samle familier og danskerne generelt om fælles oplevelser i en så fragmenteret medieverden som i dag. En af DR's vigtigste opgaver er netop at samle danskerne på tværs af generationer, og det har været vigtigt i de ting, jeg tidligere har lavet for børn og unge.

Noget for alle

X Factor og MGP samler allerede flere generationer om fjernsynet, fordi programmerne rummer flere facetter, som rammer de forskellige generationer, fortæller Rasmus Ladefoged.

- Programmerne har både det flotte lys og de store kjoler og konkurrenceelementer. Men der også tanker bagved: hvordan vi behandler og forholder os til hinanden, og de forskellige elementer rammer på tværs af generationer. Er man ikke interesseret i det ene, så er man i det andet, og forskellige holdninger giver mulighed for diskussioner om forskellige emner.

Rydder ikke ud i traditionerne

Og netop programmerne, som er blevet en tradition, bliver der ikke lavet om på. Det understreger Rasmus Ladefoged:

- Vi rydder ikke banen, for det er jo en masse etablerede ting, som jeg skal stå for. De traditioner laver vi ikke om på, for vi er glade for dem. Men i DR er det også spændende med kombinationen af tradition og fornyelse: Det helt nye 'Mentor' er vi spændte på - det er et dansk udviklet koncept, som får verdenspremiere på DR.

Rasmus Ladefoged afløser underholdningschef Jan Lagermand Lundme, som skal koncentrere sig om at stable showet på benene, når Danmark næste år skal være vært for Det Europæiske Melodi Grand Prix.

Facebook
Twitter