Ny Top Gear-vært stopper: Gjorde mit bedste

Det blev kun til én sæson som Top Gear-vært for Chris Evans, der afløste Jeremy Clarkson.

Chris Evans fortsætter dog i de øvrige programmer, som han laver på BBC. (Foto: Frederick M. Brown © 2016 Getty Images)

Det britiske bilprogram 'Top Gear' skal endnu engang ud og finde en ny person til værtsstolen.

Chris Evans, der overtog stolen efter Jeremy Clarksons fyring fra BBC-programmet, har nemlig meldt ud, at han stopper.

- Stopper på Top Gear. Gjorde mit bedste, men nogen gange er det ikke nok. Holdet er mere end strålende, jeg ønsker dem alt det bedste, skriver Chris Evans på sin Twitter-profil.

Evans' afsked med programmet kommer efter et nedadgående seertal. Blot 1,9 millioner seere så med, da det seneste program rullede over de britiske tv-skærme i søndags, mens det første ifølge The Telegraph trak 4,4 millioner seere.

Begge tal ligger et godt stykke under det niveau, som programmets originale værter - Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May - havde i deres sidste sæson. Nemlig 5,8 millioner.

Chris Evans overtog sammen med den tidligere 'Venner'-stjerne Matt LeBlanc og fire andre værtsrollen efter BBC tilbage i marts 2015 fyrede Jeremy Clarkson, fordi han havde angrebet programmets producer Oisin Tymon både fysisk og verbalt.

Efter fyringen valgte de to øvrige værter, Richard Hammond og James May, også at forlade programmet. De tre er nu i gang med optagelserne til et nyt program, der skal sendes på streaming-tjenesten Amazon-prime.

Det er ifølge BBC uklart, om de øvrige værter - som foruden Matt LeBlacn tæller racerkøreren Sabine Schmitz, YouTube-fænomen Chris Harris, Formel1 kommentator Eddie Jordan og motorsportsjournalisten Rory Reid - fortsætter i programmets kommende sæson.

Facebook
Twitter