Nyheder, analyse og debat: Sådan bliver det nye DR2

Nyheds- og aktualitetsprogrammer med fokus på blandt andet baggrund og analyse morgen, eftermiddag og aften. Det er noget af det, der venter seerne på det nye DR2.

Thor Möger Pedersen bliver vært på DR's nye debatprogram "Gadens Parlament" (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

- Det her er Danmarks nye samfundskanal med fokus på nyheder og aktualitet.

Sådan sagde DR's generaldirektør Maria Rørby Rønn, da hun tirsdag præsenterede det nye DR2, der går i luften fra på mandag.

Nye programmer morgen og eftermiddag

Kanalen bliver relanceret med nogle meget markante forandringer, og fokus i sendeplanen er altså på aktuelle emner. Af samme grund kommer nyheder til at fylde meget på det nye DR2.

Her vil seerne blandt andet blive tilbudt nyhedsopdateringer mindst hver time i tidsrummet fra klokken 06.30 til 19.00.

I morgentimerne kommer der nyhedsopdateringer hver halve time.

Baggrunden og analysen af dagens nyheder vil DR2 give seerne i faste programmer og morgenen, i eftermiddagstimerne og om aftenen.

- På DR2 er nyheder ikke bare nyheder der skal sendes. De skal tages under behandling, siger Maria Rørby Rønn.

Generaldirektørens ambition for nyhedsformidlingen på DR2 skal blandt andet blive opfyldt gennem aktualitetsprogrammerne DR2 Morgen fra klokken 6.30 til 9.30 og DR2 Dagen fra 16.00-18.30.

Deadline som fortsætter med at have sendetid klokken 22.30. Som noget nyt afsluttes Deadline med en 10 minutter lang nyhedsopdatering fra klokken 23.00.

Blachmann og Möger

Programmer som Detektor, Dokumania og Temalørdag fortsætter på det nye DR2. Men der er også blandt andet et talkshow med Thomas Blachmann, debatprogrammet "Gadens Parlament" med Thor Möger Pedersen som vært i vente.

Ny dokumentarserier og satireprogrammer er også noget af det, som det nye DR2 har på sendeplanen.

Det nye DR2 har altså premiere på mandag.