Nyt mandemagasin trykt med HIV-inficeret blod

Den nyeste udgave af det østrigske magasin Vangardist har HIV-inficeret blod i tryksværten for at skabe opmærksomhed om folks fejlagtige opfattelser af smitterisikoen ved HIV.

Tre HIV-smittede personer er i bogstaveligste forstand med i den nyeste udgave af magasinet Vangardist. De tre personer, som alle er i behandling for sygdommen, har frivilligt doneret blod, som folkene bag magasinet derefter har hældt i tryksværten.

Det progressive østrigske mandemagasin vil med den blodige happening minde folk om, hvordan HIV rent faktisk smitter. For selvom sygdommen så absolut er farlig – så smitter den slet ikke i dagligdags situationer via for eksempel kram og kys.

Derfor er der overhovedet heller ikke nogen smitterisiko forbundet med håndteringen af magasinet, der er produceret ud fra skrappe sikkerheds-guidelines udarbejdet af Harward og Medical University Innsbruck.

Unødig frygt for almindelig kontakt med smittede

Men frygten for almindelig kontakt med HIV-smittede eksisterer stadig – og det er den misforståelse, som magasinet skal rette op på.

- HIV-positive oplever ofte at blive socialt udstødt eller stigmatiseret, når de fortæller, at de har sygdommen. Derfor lader mange være med at fortælle det, hvilket jo også er problematisk, siger Jason Romeyko til DR kultur.

Han er kreativ direktør i det amerikanske kommunikationsbureau Saatchi & Saatchi, som Vangardist har lavet magasinet sammen med, og en af folkene bag den vilde idé.

Frygtede at blive sagsøgt

Faktisk ville Jason Romeyko gerne have haft magasinet ud for flere år siden, men den juridiske afdeling i kommunikationsbureauet var ekstremt tilbageholdende og havde hele tiden betænkeligheder.

- De frygtede virkelig, at det inficerede magasin ville få os sagsøgt – til trods for, at det er 100 procent sikkert for læserne. De var især bange for, at amerikanske advokater ville forsøge at finde folk, som var blevet skræmt af magasinet – og alene på den baggrund lægge sag an mod os, fortæller Jason Romeyko.

Den juridiske afdeling endte med at gå med på idéen, men med krav om at magasinet skulle pakkes ind i et gennemsigtigt plastik-cover, så ingen ufrivilligt kom i kontakt med det.

Af frygt for at blive sagsøgt krævede juristerne bag magasinet, at den blodige udgivelse blev placeret i et lukket plastik-cover. (© Julian Behrenbeck)

- Den løsning endte faktisk med at blive rigtig god - for coveret udstiller endnu tydeligere problematikken: Vil folk bruge deres sunde fornuft og åbne coveret - eller vil de give efter for deres frygt og lade bladet blive, hvor det er?

Danskerne også usikre på smitterisiko

Hos Aids-fondet i Danmark er man meget positive over for det nye magasin.

- Det er en god idé. Nogle gange skal der noget lidt vildt til, for at få folks opmærksomhed, siger projektmedarbejder Andy Grysbæk og pointerer, at problemet med unødig social udstødelse af HIV-positive også eksisterer også i Danmark:

- Herhjemme er folk egentlig ret godt informeret om, hvordan HIV smitter. Men alligevel går mange stadig på automatpilot og trækker sig væk fra folk med HIV-smitte. Det er en slags refleks hos folk, som gør dem usikre på deres viden og giver trang til at ville beskytte sig mod sygdommen på irrationelle måder. Og her er det jo kun oplysning, der kan hjælpe.

Det nye magasin er i blodudgaven kommet i 3.000 eksemplarer og koster 50 Euro stykket. Det fås også i en almindelig ikke-inficeret udgave uden blod - den koster kun 9,90 Euro. Magasinet er en del af kampagnen #hivheroes, der kører som optakt til det store HIV/AIDS-arrangement Life Ball i Wien den 16. maj.

Facebook
Twitter