Redaktør roser ny ’Top Gear’-vært: Han er den britiske Casper Christensen

Euromans motorredaktør, Christian Grau, glæder sig over BBC’s valg af Chris Evans som ny vært på bilprogrammet ’Top Gear’.

Den nye vært på det britiske 'Top Gear' sammenlignes af Euromans motorredaktør med Casper Christensen. (Foto: Eamonn M. McCormack © Getty Images)

BBC’s valg af den britiske radio- og tv-vært Chris Evans som ny vært på bilprogrammet ’Top Gear’ bliver rost af Euromans motorredaktør, Christian Grau.

- Han er en ret stor britisk tv-vært, han har en kantet personlighed, og så bruger han sine afsindigt mange penge på at købe lækre biler. Det er et godt valg, fordi han allerede er et godt etableret navn – så jeg er optimistisk, siger Christian Grau.

Da det kom frem, at BBC fyrede Jeremy Clarkson, efter at han havde optrådt voldelig overfor en af programmet producere, var Christian Grau ellers ikke så fortrøstningsfuld i forhold til programmets fremtid. Dengang mente han, at det ville være yderst svært for programmet at overleve uden Clarkson.

Men han mener, at Chris Evans har så meget ego og personlighed, at han ikke behøver at kopiere Clarksons stil.

Storbritanniens Casper Christensen

- Mit indtryk er, at han er den britiske Casper Christensen. Han er provokerende og helt sin egen og ikke en mand, der bøjer af for, hvad der vil passe ind i en feel good-ramme. Briterne kender ham, og de forventer, han er sig selv. Derfor tror jeg, at man accepterer ham som vært, siger han.

På ét punkt har den nye vært dog en svaghed, mener Euromans motorredaktør. For selv om entusiasmen og personligheden er dér, så er Chris Evans kun bilentusiast og ikke en decideret motorjournalist, som Clarkson er.

Clarksons to medværter, Richard Hammond og James May, vil ifølge BBC ikke være en del af det nye ’Top Gear’-hold. Den nye vært lover dog, at han både vil respektere ånden i de tidligere programmer, men at han også vil bringe det videre.

Plads til flere bilprogrammer

Efter fyringen af den tidligere ’Top Gear’-vært har der været rygter om, at Clarkson vil lave et lignende bilprogram på den amerikanske streamingtjeneste Netflix. Hvis det sker, så tror Christian Grau ikke, at det vil få store konsekvenser for BBC.

- Der er plads til flere bilprogrammer. Bilfolket kan ikke få nok om biler, og ’Top Gear’ er så underholdende og bredtfavnende, at der vil være plads til det også.

’Top Gear’ er et af BBC’s største tv-programmer og bliver set af omkring 350 millioner seere i verden. BBC menes at tjene 520 millioner kroner på at sælge programmet til udlandet om året.

Facebook
Twitter