Retskorrespondent: Entydig dom i Se og Hør-sagen

De dømte i Se og Hør-sagen virkede mærkede forud for domsafsigelsen, fortæller DR's retskorrespondent.

DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, foran Retten i Glostrup, hvor der i dag blev fældet dom i Se og Hør-sagen. (© dr)

Der var fængselsstraffe til samtlige dømte, da Retten i Glostrup i dag afsagde dom i Se og Hør-sagen.

For nogle var der tale om betingede straffe, mens tys tys-kilden, Peter Bo Henriksen, og Henrik Qvortrup begge fik ubetingede straffe.

DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, fulgte dagens domsafsigelse og bed blandt andet mærke i de hårde straffe.

- Det er en ret entydig dom, og derfor er det også ret hårde domme. Den juridiske dommer og de to domsmænd var enige, og det øger ligesom værdien af dommene, forklarer hun.

I forklaringen af dommene lagde retten også vægt på, at der var en række skærpende omstændigheder som for eksempel, at der var penge involveret. Blandt andet har Henrik Qvortrup tidligere forklaret, at Peter Bo Henriksen fik 10.000 kroner om måneden for at sikre, at han ikke gik til andre medier med historien.

Derudover spillede det også en rolle, at der var tale om personlige oplysninger.

- Der siger dommeren faktisk, at det er en krænkende omstændighed. For vi er nødt til at tro på, at den slags er et anliggende mellem én selv og banken. Uanset om det er mælk eller benzin, vi køber, forklarer Trine Maria Ilsøe.

Indtil videre er det kun Peter Bo Henriksen, der har valgt at anke sin dom til landsretten, mens de øvrige fire dømte har udbedt sig betænkningstid.

- Jeg tror også, at nogle af dem – også ud fra det, de de sagde efterfølgende – har lyst til bare at komme videre. Det er også et element, som kommer til at spille ind i forhold til, om de vælger at anke dommen eller ej, forklarer Trine Maria Ilsøe.

Hun hæfter sig blandt andet ved, at selvom de dømte var fattede under domsafsigelsen, så var stemningen trykket.

- Man kunne godt mærke, at de var lidt mærkede af det. Særligt Ken B. Rasmussen, som jo startede hele sagen med sin bog og hver gang har stillet sig op og svaret på journalisternes spørgsmål, ja, han formåede faktisk lidt at smutte ud af bagdøren, så han undslap journalisterne. Det er ret sigende.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk