Seere uddeler lussinger: '1864' er verdens dyreste sovepille

De fleste reaktioner på det første afsnit af Ole Bornedals nye serie '1864' er negative.

'1864' får kritik af seerne for at være blandt andet for kedelig og forvirrende. (Foto: Per Arnesen- Miso Film © Type 1)

Der er overvejende negative reaktioner efter første afsnit af Ole Bornedals nye og dyre historiske serie '1864' her til aften havde premiere på DR1.

På det sociale medie Twitter har flere af brugerne haft svært ved at holde øjenlågene åbne i timen mellem 20 og 21, hvor første afsnit rullede over skærmen.

En enkelt bruger på Twitter går endda så langt som at kalde serien for "verdens dyreste sovepille". Serien har nemlig kostet 173 millioner kroner at producere.

Også Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll samt Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, har kigget med foran skærmen for at se det første afsnit, og de er bestemt ikke begejstrede.

Andre har fundet tragikomikken frem i et forsøg på at beskrive deres oplevelse af det første afsnit.

Seriens handling udspiller sig primært i 1864, som det fremgår af titlen. Sproget er et andet, og det har flere af seerne også bemærket.

Der er dog også seere, som ikke er faldet baglæns bagover af chok over serien, men i stedet tager de positive briller på.

Her på DR.dk har brugerne også givet deres mening tilkende, ligesom du har mulighed for her.

Her er reaktionerne på serien overvejende mere positive. Kirsten Larsen mener, at det var en god start på serien.

- Tegner rigtig godt. Kritikken om at serien ikke er historisk korrekt er skudt ved siden af. Det er jo ikke en dokumentarisk udsendelse, skriver hun.

Også brugeren Peter er begejstret:

- Vanvittig flot og vellykket. Jeg er meget historisk interesseret og har glædet mig lige siden julen 2013, hvor de første trailere blev vist. Hamrende flot fotograferet, jeg følte mig hensat til 'Pelle Erobreren' og filmmusikken kan jeg også høre, der er gjort alt for at få i top, skriver han.

Facebook
Twitter