Sikkerheds-ekspert: En dansk Snowden ville få det svært

Danske medier er langt fra rustet til at beskytte fortrolige kilders identitet, viser rundspørge, P1 Dokumentar har lavet.

Dansk presse er ikke gearet til whistleblowere som den tidligere efterretningsagent Edward Snowden, mener ekspert i IT-sikkerhed. (Foto: © MARK BLINCH)

For at journalister kan finde og dokumentere væsentlige historier i offentlighedens interesse har de ofte brug for fortrolige kilder, som kun de selv kender navnet på.

Kilder, som i værste fald risikerer retsforfølgelse, hvis de bliver kompromitteret.

Men en rundspørge til 15 større, primært landsdækkende danske medier, som P1 Dokumentar har foretaget, viser, at det kun er et fåtal af de adspurgte medier, der har udarbejdet retningslinjer for, hvordan medarbejderne behandler, opbevarer og beskytter følsomt, fortroligt materiale digitalt.

Trist for dansk presse

Det er ikke kun opbevaringen af fortroligt materiale, det halter med at opbevare på fortrolig vis. Det er også kun sjældent, at der gives mulighed for, at man kan sende sikre mails til redaktionerne.

Og kun ét medie giver whistleblowere mulighed for anonymt og sikkert at aflevere større mængder dokumenter online.

Rundspørgen viser tydeligt, at danske medier har sovet i timen, når det gælder digital kildebeskyttelse, lyder det fra store dele af branchen selv. og en ekspert i it-sikkerhed.

- Det er trist for dansk presse, at den er så langt bagud i forhold til den teknologiske udvikling, siger Christian Jensen, lektor ved DTU Compute til P1 Dokumentar.

Ekspert: Jeg ville ikke turde henvende mig til dansk presse

Christian Jensen mener, at det står så sløjt til, at han aldrig ville turde henvende sig til dansk presse, hvis han sad inde med oplysninger og dokumenter af samme karakter som Edward Snowden.

Ifølge ham burde alle medier og reportere - lige fra graverjournalister til lokaljournalister – vide, hvordan de kan beskytte fortrolige kilder, der ikke må kompromitteres.

- Næsten lige meget hvilket stofområde man sidder med, kan der komme situationer, hvor ens fortrolige kilder ikke må blive afsløret og skal beskyttes, hvis man kommunikerer med dem digitalt på den ene eller anden måde, siger Christian Jensen.

Journalistforbund: Vi er nødt til at vågne op

Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregård mener ikke, at branchen har været tilstrækkeligt opmærksom på problemstillingen. Det er på tide at vågne op.

- Hele spørgsmålet omkring sikkerhed er noget, vi er nødt til at tage langt mere alvorligt. Hvis ikke vi gør det, kan konsekvenserne være, at kilderne ikke længere tør henvende sig og at det bliver vanskeligere at få fat i det, der skal til for at afdække væsentlige historier, siger Mogens Blicher Bjerregård.

I brancheforeningen Danske Medier mener man dog, at der blandt medierne er ved at sprede sig en bevidsthed om digital sikkerhed.

- Der har de seneste år været nogle sager, som har gjort det meget tydeligt, at det er nødvendigt, at medierne tager sine forholdsregler. Men de skal lige have lejlighed til at tænke igennem, hvad de vil gøre, siger administrerende direktør i Danske Medier, Ebbe Dal.

Du kan høre hele historien i P1 Dokumentar via linket her.