Stønner stalker slagtøjsspillere

Ny podcast opruller den mystiske historie om en stønner, der i årevis har ringet til musikere.

Nattens Dronning er det her ikke et billede af. Vi ved endnu ikke, om det ender med, at Thomas Smedegaard finder frem til hendes identitet. (Foto: COLOURBOX © ColourBox)

I fem år har radiodokumentaristen Thomas Smedegaard været på sporet af en kvindelig telefonstønner. Hun huserer udelukkende i det klassiske musikermiljø og er en "Nattens Dronning," der tilsyneladende tilbringer alle sine nætter på at ringe til især slagtøjsspillere og stønne igennem.

Men hvem er hun denne vedholdende stønnerinde?

Det bliver måske/måske ikke afsløret i podcast-serien om Nattens Dronning, du i øjeblikket kan lytte til her.

Thomas Smedegaard fik et tip om historien af en kammerat tilbage i 2011 og har siden fundet frem til 18 musikere, der har været i kontakt med "Maria." Det er blevet til en historie, han næppe havde kunnet lave, hvis historien havde været "med omvendt fortegn."

- Det er fascinerende, når en kvinde ringer til mænd og vil have sex med dem. Men hvis det var en mand, der havde ringet til kvinder, var han blevet meldt til politiet med det samme, siger Thomas Smedegaard til programmet P1 Podcaster.

Han har i sin radioserie i seks afsnit fået "ofrene" til at fortælle åbent om deres oplevelser med "Maria," som kvinden kaldes.

- Det er modigt af dem at stille op, for det er jo lidt tabu det her. Men det hænger nok også sammen med, at det er en god drengehistorie - den passer jo lige ind i drengehørmen - og der er nok også nogle af dem, der har fundet opringningerne æggende.

Kom desværre efter Serial

Om han finder frem til kvinden, finder vi altså først ud af i afsnit seks af "Nattens Dronning," der er lavet med detektivarbejdet som fortællende motor. Det er lidt en trend inden for podcast at lade opklaringsarbejdet drive historien frem, som man fx har oplevet det i det amerikanske podcast-hit Serial.

Det ærgrer Thomas Smedegaard, at han ikke fik lavet historien for fem år siden, da han først hørte om den.

- Nu har Serial jo dannet skole for hele den her bevægelse. Hvis jeg havde lavet historien i 2011, havde jeg kunne sige, at det var mig, der dannede skole - nu er det bare mig, der er inspireret af de andre.

https://www.facebook.com/drp1/videos/1653148041641132/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk