Tillidsmand og ekspert: Berlingske-salg er blot udsat

Mecoms stop for salget af Berlingske Media er kun midlertidigt, siger tillidsmand og ekspert.

Medarbejderne på Berlingske Media kan kun føle sig trygge på kort sigt, siger tillidsmanden, som forventer, at Mecom sælger, når prisen i fremtiden er bedre. (Foto: Søren Bidstrup © Scanpix)

Mecom venter blot på den rigtige pris for Berlingske Media, mener både ekspert og tillidsmand. Derfor er der ikke tale om et reelt stop for salget af den gamle tante, men en udsættelse.

- Mecom stopper midlertidig salget af Berlingske, fordi de regner med, at de om nogle år kan få en højere pris end i dag, siger professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Frands Mortensen.

Tillidsmand Uffe Gardel tager tirsdagens Mecom-udmelding til "efterretning" og er enig i Frands Mortensens vurdering.

- Og det er ikke nogen særlig stærk meddelelse til et datterselskab. Den er ikke særligt tryghedsskabende, siger han til DR Kultur.

Tryghed eller ej?

Ifølge Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen er nyheden ellers god. Afklaringen betyder ifølge hende, at det såkaldte "strategiske eftersyn" af Berlingske Media nu kan stoppe - et eftersyn, som har betydet enorm usikkerhed blandt medarbejderne.

Uffe Gardel holder efterårsferie og kender derfor ikke til reaktionerne på Berlingskes redaktioner. Men en eventuel tryghed kan kun være kort, mener han.

- Usikkerheden forsvinder på kort sigt forstået på den måde, at vi ikke allerede i løbet af få måneder risikerer en ny overenskomst og nye aftaler i huset. Og det er vi selvfølgelig alle sammen glade for - vi må tage det, vi kan få, siger Uffe Gardel.

- Men når du spørger mig, om det skaber tryghed? Nej, det ville være en overdrivelse, siger han.

En stabilisering af medielandskabet

Set i et større perspektiv er tirsdagens udmelding fra Mecom god, mener Frands Mortensen, fordi det mindsker risikoen for, at Berlingske Medias mindre dele bliver solgt fra moderskibet og dermed kuldsejler.

- Det er en stabilisering af det danske mediesystem, og det kan vi alle sammen betragte som en fordel, siger han.

Samme dag som udmeldingen fra Mecom skød selskabets aktier i vejret, skriver Mediawatch.

DR Kultur har forsøgt at få fat i Lisbeth Knudsen, men uden held

Facebook
Twitter