- Altså set i bakspejlet skulle man da have afvist det.
Sådan siger TV 2’s nyhedschef, Michael Dyrby, efter tv-stationen er blevet kritiseret for at have droppet spørgsmål om Lars Løkke Rasmussens troværdighed i et debatprogram.
Ekstra Bladet skrev tidligere på ugen, at Venstre-formanden var rasende, inden TV 2 News sendte programmet ’Krydsild’ i onsdags. Forud for programmet nægtede Lars Løkke Rasmussen at svare på seerspørgsmål om emnet, og efter Løkkes spindoktor kontaktede TV 2’s ledelse, droppede redaktionen spørgsmålene i programmet.
- Når man sidder her fem dage efter, så ville man da have truffet en anden beslutning, siger Michael Dyrby i TV 2-programmet ’Presselogen’.
Tidligere på ugen afviste TV 2 News’ chefredaktør ellers, at tv-stationen havde givet efter for Lars Løkke Rasmussen.
- Der opstår et tvivlsspørgsmål om rammen for interviewet med Lars Løkke Rasmussen og den aftale, der er indgået om interviewet. Det er ikke noget med, at vi lader politikere redigere vores udsendelser, sagde Mette Østergaard ifølge Ekstra Bladet.
Poul Madsen: Sag skader troværdighed
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, var også med i panelet, da ’Presselogen’ blev sendt. Han mener, at TV 2's troværdighed er faldet på grund af sagen.
- Din troværdighed er sønderskudt oven på det her, fordi det viser, at hvis man presser dig og TV 2 hårdt nok, så kan man få pillet et spørgsmål ud, sagde Poul Madsen i programmet.
Efter ’Presselogen’ uddybede Michael Dyrby sin forklaring over for TV 2. Her afviser han, at tv-stationen ligger under for politisk pres.
- Men da det har været muligt at få den opfattelse, vil jeg medgive, at vi skulle have truffet en anden beslutning før ’Krydsild’-udsendelsen, siger han og fortsætter.
- Beslutningen om at lade temaet udgå blev udelukkende truffet, fordi der opstod tvivl om rammerne for interviewet, og den tvivl kunne ikke afklares inden interviewet.