TV 2 News satser på videnskab

Nyhedskanalen lancerer senere på måneden et nyt ugentligt program om videnskab.

Det nye videnskabsprogram på TV 2 News går efter nyheder, der præsenterer løsninger på aktuelle problemstillinger, fortæller Mette Østergaard til MediaWatch. (© Skærmbillede TV 2)

Videnskab bliver sidestillet med kulturdækningen på TV 2 News, når Danmarks eneste rene nyhedskanal lancerer et nyt ugentligt magasin, 'Newscience', i slutningen af denne måned.

Det skriver MediaWatch.

Dermed er der godt gang i en række forandringer på nyhedskanalen, der for nylig meldte ud, at ’Kulturen på News’ går fra fire til én ugentlig udsendelse, og at kulturstoffet får mere plads i den generelle nyhedsdækning i stedet.

"Videnskabsstof er relevant for vores seere"

Nu skal videnskaben have mere plads, udtaler Mette Østergaard, der er chefredaktør på TV 2 News:

- Inden for videnskab bryder man hele tiden nye grænser. Den udvikling skal TV 2 News dække i den daglige nyhedsstrøm. Videnskabsstof er relevant for vores seere, og vi mener ikke, at stofområdet får den tv-dækning i dag, som det fortjener, siger hun til MediaWatch.

Vært på programmet bliver fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen, og sammen med programmet oprettes en videnskabsredaktion, der blandt andet får særligt fokus på teknisk udvikling, bæredygtighed, ny forskning og innovation i virksomheder.

'Newscience' sendes første gang onsdag den 30. september klokken 18.10.

Facebook
Twitter