Tys tys-kilde gik ind i IT-systemer på unormale tidspunkter

Den medarbejder, der misbrugte sin stilling hos Nets og solgte kendte og kongeliges kreditkortoplysninger til Se og Hør, var almindelig operatør. Det erfarer DR Nyheder.

Ifølge DR Nyheders oplysninger kan Nets se, at den pågældende person har været inde i systemerne på unormale tidspunkter og trække oplysninger ud. (Foto: Søren Bidstrup © Scanpix)

Der har været spekuleret i, at den person, der solgte kendte og kongeliges kreditkortoplysninger til ugebladet Se og Hør, var en højtuddannet it-specialist. Men nu viser det sig, at der er tale om en såkaldt batch-operatør midt i fyrrerne, der har udført relativt rutineprægede opgaver.

Det erfarer DR Nyheder.

Den pågældende person har ingen særlig uddannelse og har haft autoriseret adgang til de systemer, der rummer kreditkortbrugere, herunder de kendte og kongelige, og oplysninger om deres adfærd.

Ifølge DR Nyheders oplysninger kan Nets se, at den pågældende person har været inde i systemerne uden for normal arbejdstid og trække oplysninger ud.

Slog op "real time"

Batch-operatøren har altså ikke tiltvunget sig adgang til systemerne, men har misbrugt sin adgang og efterfølgende udleveret oplysningerne til Se og Hør.

På baggrund af sin adgang til systemerne har den pågældende person kunnet slå op i "real time" transaktioner og følge de kendte og kongeliges færden.

Personen har været ansat i Nets, det tidligere PBS, siden 1997. Fra og med 2007 har han dog været ansat i IBM, da Nets outsourcede forskellige funktioner.

Nets forstærker kontrolfunktioner

Nets oplyser i en pressemeddelelse, at de forstærker de kontrolfunktioner, som skal sikre, at med­arbejdere, som har adgang til fortrolige data, ikke misbruger denne adgang.

- Vi er chokerede over, at der er sket et sådant misbrug af fortrolige kreditkortinformationer. Det må ikke ske. Vores undersøgelse tyder på, at det er en kriminel handling foretaget af en betroet medarbejder hos IBM, fastslår Susanne Brønnum, landechef for Nets.

- Dette misbrug har i givet fald fundet sted ved, at den pågældende medarbejder har misbrugt sin legitime adgang til kortdata i Nets' systemer til at finde oplysninger, som herefter er videregivet ulovligt til Se & Hør, oplyser Nets.

Politianmeldelse mod Aller-koncern

Et af de kontrolsystemer, som Nets vil gennemgå, er overvågningen af logs, som skal sikre, at mistænkelig adfærd hos medarbejdere, som har adgang til fortrolige data, bliver rapporteret og undersøgt.

Mistanken til Nets er opstået, efter at den tidligere journalist hos Se og Hør, Ken B. Rasmussen, i bogen "Livet, det forbandede" afslørede, at ugebladet købte oplysninger om kendte og kongeliges kreditkort af den såkaldte tys-tys-kilde, der var ansat i PBS, det nuværende Nets.

Afsløringerne i bogen har allerede har en række konsekvenser. Blandt andet er Allerkoncernen, der ejer ugebladet, blevet politianmeldt, Aller har iværksat en intern undersøgelse, og den tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup valgte i sidste uge at opsige sit job som politisk kommentator på TV2.

Facebook
Twitter