VIDEO Ken B. om fyringsmail: Jeg var ved at falde ned af stolen

Forfatter Ken B. Rasmussen fik læst højt af mails vedrørende hans fyring som journalist ved ugebladet Se og Hør. Hør ham fortælle om det.

Ken B. Rasmussen, forfatter til bogen 'Livet, det forbandede' om Se og Hør-skandalen, har været til samtale på Aller, der er i gang med en intern undersøgelse af sagen om den såkaldte tys-tys kilde.

Nu taler han ud til DR Nyheders journalist.

- Jeg var næsten ved at falde ned af stolen, lyder det fra den tidligere Se og Hør-journalist.

På mødet blev der nemlig, ifølge Ken B. Rasmussen, læst højt af en mailkorrespondance mellem Allers udgiverdirektør Per Ingdal samt Se og Hørs daværende chefredaktør Kim Henningsen.

DR Nyheder kender den nøjagtige ordlyd af de to mails.

De havde ret

I mailkorrespondancen kommer de blandt andet ind på risikoen ved at fyre Ken B. Rasmussen fra sin daværende stilling som journalist på ugebladet.

- Jeg sad sådan lidt med åben mund og de berømte polypper, da de begyndte at læse de her mails op, lyder det fra en chokeret Ken B. Rasmussen, som dog mener, at de havde helt ret i deres bekymring:

- Jeg kan jo kun sige, at Henningsen har ramt det lige på sømmet med de tonsvis af beviser. Det eneste han tog fejl af var, at jeg gik ikke til et medie. Jeg skrev en bog, forklarer han.

Var aldrig i tvivl om bog

Endnu én af de ting, der kommer frem i Ken B. Rasmussens bog om Se og Hør, viser sig derfor tilsyneladende at holde vand. Nemlig at direktionen kendte til tys-tys kilden.

Hvornår er det du flytter den her bog fra fiktionshylden til faktahylden?

- Efterhånden kan jeg ikke længere løbe fra, at meget af det er fakta. Og det her er så én af de ting, der rammer helt oppe i toppen. Altså i direktionen, siger han.

Ken B. Rasmussen fortæller, at han aldrig var i tvivl om, hvorvidt han skulle skrive bogen. Da fyringen kom, fik han ekstra motivation. Han blev nemlig vred.

Ingen kommentarer

Per Ingdal og Kim Henningsen er begge sigtet i sagen, der efterforskes af Københavns Vestegns Politi. De har ingen kommentarer til sagen i dag.

Efterforskningsleder Bent Isager-Nielsen ønsker ikke at kommentere sagen.

Aller skriver i en mail til DR Nyheder, at de ikke ønsker at kommentere på nye oplysninger, mens deres interne undersøgelse stadig er i gang.

- Aller Media tager skarpt afstand fra systematisk ulovlig overvågning, men Aller kan ikke kommentere på detaljer eller nye informationer, som løbende dukker op i sagen - herunder enkeltsager, konkrete personer eller emner. Aller Media har netop igangsat den eksterne uvildige undersøgelse for at få alle fakta frem i sagen og afdække, i hvilket omfang en systematisk ulovlig overvågning har fundet sted, samt hvem der har tilladt dette.

- Aller Media vil selvfølgelig undervejs tage de nødvendige konsekvenser, hvis der dukker dokumentation op, som kræver handling.

Se hele interviewet med Ken B. Rasmussen i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk