- Hvorfor ringede I ikke til politiet?
Lise ser på sin far, mens pausen vokser sig større og større i tv-dokumentaren 'Christianias børn - skyggesiden af eventyret'.
Som andre børn på Christiania vil Lise gerne have et klart svar på, hvorfor drømmen om Christiania langt fra altid var smuk for dem, der blev født og voksede op i fristaden.
- Det var ikke så sjovt og spændende, som nogen af os har troet.
- Jeg har ikke forestillet mig, at det var så råt og svært, som jeg har fundet ud af, siger dokumentarens instruktør Nille Westh om filmen, der vises i aften på DR1.
Christiania efter lukketid
Inspirationen til at lave en dokumentar kom for et år siden i en radioudsendelse, som et af børnene - Trylle - medvirkede i på Radio 24/7. Udsendelsen åbnede nemlig op for endnu flere spørgsmål om livet som barn i det eksperiment, som Christiania endte med at blive i 1970'erne og 1980'erne:
- Vi har aldrig hørt, hvordan det var, når turisterne og vi selv gik hjem. Hvordan var det at bo i det, forklarer Nille Westh om baggrunden for at lave en dokumentar, der ikke som tidligere blot kigger på det kreative, sjove Christiania med alle de gode ideer.
- Christiania er jo en del af vores kulturhistorie, og som mange danskere har et forhold til. Og mange ser det som et frisindet og godt Danmark. Men det er bare ikke den eneste side af historien, mener hun.
Kamera mødt med mistro
Det har dog ikke været nemt at lave tv-dokumentaren. Alene det at få fire tidligere børn - Rufus, Lise, Sofie og Trylle - til at stille op har været svært. Det har processen på Christiania også været, hvor mange har mødt kameraet og formålet med dokumentaren med stor mistro:
- Christiania har været udsat for et stort pres, lige siden den blev etableret, hvor nogen har synes, at stedet skulle lukkes. Og det har børnene oplevet og frygtet måske hele deres tid på Christiania. Og så begynder sådan et samfund at lukke sig, fordi ellers bidrager man til en lukning.
Alligevel mener Nille Westh, at det er vigtigt at få sat ord og billeder på skyggesiden:
- Det er problematisk, hvis man slet ikke kan tale om de her ting.
- Jeg vil gerne vise, at det her var Christiania også. Forældregenerationen har siddet meget på en fortælling, der alene var positiv. Sådan er virkeligheden bare ikke, at det kun er positivt, i nogen som helst liv.
Se hvad Lises far svarer hende på spørgsmålet om, hvorfor politiet aldrig blev tilkaldt, da et barn blev brutalt overfaldet på Christiania i toppen af denne artikel. Og se hele dokumentaren herunder (frem til 9. september 2015):