Melanie C: Her er 5 piger med 'Girl Power'

I 90’erne promoverede Spice Girls 'Girl Power'. Men det kan også sagtens findes hos flere af nutidens sangerinder, mener koncertaktuelle 'Sporty Spice'.

Med et budskab om at piger og kvinder skal tro på sig selv, være uafhængige af mænd og tage deres egne beslutninger bragede Spice Girls ind på musikscenen i 1990’erne.

Budskabet hed ’Girl Power’, og her i 2017 lever det stadig i bedste velgående, hvis man spørger Melanie C, der også er kendt som Sporty Spice. Hun udgav i efteråret sit syvende soloalbum, ’Version of Me’, og den 3. juni er hun et af hovednavnene på Esbjerg Rock Festival.

DR mødte Melanie C, da hun for nylig gav koncert i Odenses nye kulturhus Odeon til en snak om hvilke fem kvinder, hun beundrer og mener, er med til at gøre 'Girl Power' aktuel i 2017:

- Hun har sindssyg meget 'girl power'. Det lyser ud af hende, når hun er på scenen. Hendes udgave af ’Say You’ll Be There’ (Spice Girls’ hit fra 1996, red.) inspirerede mig til selv at synge den sang på min turné. Jeg elsker hendes version, og vi har optrådt sammen med den et par gange.

Hør MØ's version af 'Say You'll Be There' her.

Emma Stone

- Hun er en fantastisk skuespillerinde. Hun er ikke den arketypiske Hollywood-skuespillerinde. Hun har nosser. Hun vælger nogle meget interessante roller, og hun spiller dem rigtig godt. Hende kan jeg rigtig godt lide.

Emma Stone vandt i februar sin første Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i filmen 'La La Land'.

Anne-Marie

- Hun har samarbejdet med Clean Bandit og har haft masser af succes. Hun er helt fantastisk og har også lavet en coverudgave af ’Say You’ll Be There’, som hun virkelig gjorde til sin egen.

Sangerinden synger med på Clean Bandit-hittet 'Rockabye' med Sean Paul. Du kan høre sangen her.

Christine and the Queens

- Hun er fantastisk. Jeg elsker hende for hendes individualitet. Hun er meget unik. Hende skal man tjekke ud. Hun har et stort hit, som hedder ’Tilted’. Hun danser, når hun synger, men det er ikke den slags dans, man forventer. Det er meget nutidigt og cool.

Hør 'Tilted' her.

Min datter

- Hun er otte år og er så fuld af girl power, at det er helt skørt. Hun har meget stærke holdninger og er ikke bange for at sige, hvad hun tænker. Hun er skøn, og hun er virkelig min inspiration. Jeg tror, jeg er en bedre person, fordi jeg har hende i mit liv. Og verden er et bedre sted, fordi hun er i den.

Facebook
Twitter