Melvin fortæller om livet efter alvorlig sygdom i ny podcast: 'Jeg er begyndt at tænke mere over, hvad jeg bruger tid på'

Det skal være passion og ikke penge, der fremover skal drive entertaineren Melvin Kakooza.

Melvin Kakooza på den røde løber ved Zulu Awards i april. En aften, der blev det helt store comeback for den unge komiker, der få måneder tidligere var blev opereret for en hjernetumor. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Han var lige dér, Melvin Kakooza.

Dér – på toppen af sin karriere.

Han havde vundet DM i standup i 2017 bare få måneder efter sin allerførste fem minutter korte optræden til en open mic i Aarhus.

Kort tid efter blev han tilbudt tjansen som opvarmning på komikerkollegaen Tobias Dybvads gigantiske turné.

Og undervejs prøvede han kræfter med både fiktion i komedieserien 'Sunday' og også værtstjanser i flere tv-programmer.

I februar 2021 stod han så over for endnu et højdepunkt i karrieren.

Han skulle overtage værtstjansen på underholdningsmastodonten X Factor fra Sofie Linde, som var på vej på barsel.

Men så viste en scanning det, den ikke måtte vise.

Den dunkende hovedpine skyldtes ikke stress, men i stedet en seks centimeter lang og tre centimeter bred tumor i hjernen.

En tumor, der skulle bortopereres med det samme, og som betød syv ugers indlæggelse efterfølgende. Og et farvel til værtstjansen på et af Danmarks største underholdningsprogrammer.

- Når du bliver ramt af sådan noget, så reflekterer du rigtig meget over, hvad du bruger din tid på, og hvor du er på vej hen, fortæller Melvin Kakooza nu i DR-podcasten 'Sig noget sjovt', der er en portrætserie af de danske komikere, der har været med til at tegne billedet af dansk comedy.

I dag, efter en kontrolscanning, har den 29-årige komiker heldigvis lægens ord for, at han er rask.

- Jeg har det rigtig, rigtig godt. Bedre end for nogle måneder siden. Og jeg har været ved lægen for at blive scannet og har fået at vide, at der ikke er mere tumor tilbage.

Men det alvorlige sygdomsforløb har sat tankerne igang.

- Jeg er begyndt at tænke mere over, hvad jeg bruger tid på. Det skal ikke være penge og berømmelse, der driver mig, men i stedet lysten og passionen, fortæller Melvin Kakooza i podcasten, der ellers handler om hans vej mod stjernerne.

Fra Kampala i Uganda i 1991 til boligblokken i Fredericia to år senere og så til den livsomvæltende dag i oktober 2016, hvor han for allerførste gang stiller sig op på en standupscene.

Her dykker vi ned i tre af højdepunkterne fra Kakoozas rejse mod succes, som han fortæller om i 'Sig noget sjovt'.

1

Satte fut i kristen sommerlejr

Her ses Melvin Kakooza fra gymnasietiden, hvor hans talent for at få folk til at grine blev videreudviklet. På billedet deltager han og nogle klassekammerater i Operation Dagsværk. (Foto: Kreutzmann Nanna © (c) Ritzau Scanpix)

Lige siden han var ganske ung, har Melvin Kakooza naturligt faldet ind i rollen som "klassens klovn".

- Jeg var ikke så god fagligt, så jeg måtte kompensere på andre måder.

Eller som hans klasselærer observerede:

- Du bliver nok ikke astronaut, Melvin. Men du kunne blive en sindssygt god entertainer.

Det talent, der langsomt blev opdyrket i folkeskolen, sprang for alvor ud i fuld flor på sommerlejren for den kirke, som han og hans familie var en del af.

Som ung, kejtet teenager havde han ikke den største tiltrækningskraft på lejrens piger. Så han besluttede sig for at udnytte sit talent for at få folk til at grine til også at blive populær hos det modsatte køn.

Resultatet blev showet 'Så blev det mørkt', hvor han hver aften underholdt lejrens jævnaldrende med alt fra dans, trommespil, lipsync og klip fra voxpops, han havde lavet i løbet af dagen. Alt sammen bundet sammen af jokes.

- Showet varede i en time og et kvarter. Det svarer jo til, at jeg lavede et onemanshow hver aften. Og det hele var improviseret, griner Melvin Kakooza i podcasten, da han genbesøger minderne om sommerlejren, der fik ham til at indse, at han faktisk kunne noget særligt inden for underholdning, som klasselæreren tidligere havde gjort ham opmærksom på.

2

Vandt stor pris – og sagde nej til præmien

Melvin Kakooza vandt DM i standup i 2017 over komikere som Jacob Taarnhøj og Natasha Brock. (© Melvin Kakoozas Facebook)

Der skulle alligevel gå en del år, før Melvin Kakooza turde at stille sig op på en scene som standupkomiker.

Men fra hans første nervøse fem minutter til en open mic-aften i Aarhus den 4. oktober 2016, til han vinder DM i standup i 2017, går der bare 11 måneder.

Til manges overraskelse vælger han dog at takke nej til hovedpræmien, der ellers er en eftertragtet kontrakt med bureauet FBI, der er landets førende agentur for komikere.

Men han ville ikke risikere at blive presset af en kontrakt til at lave et onemanshow med det samme og så brænde helt ud bagefter.

- Jeg havde ikke noget at tabe ved at sige nej. Og jeg ville hellere finde ud af, hvad det var, jeg gerne selv ville personligt, inden jeg hoppede i med begge ben, forklarer han i dag.

3

Den overraskende prisregn

Her modtager Melvin Kakooza prisen 'Den vi likede mest' for sin coronafitness til Zulu Awards i april i år. Det var bare én ud af i alt fire priser, han hev med hjem den aften. (Foto: Martin Sylvest © (c) Ritzau Scanpix)

2021 skulle have været året, hvor Melvin Kakooza gjorde sit indtog som vært på X Factor.

I stedet blev det året, hvor han fik fjernet en stor tumor fra sin hjerne.

- Det var hårdt at skulle se X Factor hjemme på skærmen i stedet for, indrømmer han.

Men det var også svært at ligge der og tænke på, om hans lange indlæggelse og pludselige forsvinden fra sociale medier og optrædener ville skrive ham ind i den kedelige glemmebog, hvor drømme slukkes.

I april blev hans bekymringer dog gjort kraftigt til skamme.

Melvin Kakooza var nemlig nomineret i hele fire kategorier til Zulu Awards; 'Årets tv-vært', 'Årets tv-serie' (for 'Sunday'), 'Den vi likede mest' og 'Da vi alle sammen grinte'. Og ved prisuddelingen gjorde han rent bord, da han vekslede alle fire nomineringer til priser.

- At vinde de priser var superfedt. Det kan slet ikke beskrives. Aftenen var også fyldt med følelser og var også en smule overvældende, fortæller Melvin Kakooza om den store festaften, der også markerede den første gang, han for alvor returnerede til rampelyset efter sin operation.

- Når jeg går ind på kontoret i dag og ser priserne, slår det mig: "Hold nu op, en aften". Jeg bliver mega motiveret til at klø på og blive ved med at lave det, jeg laver.

Hør hele afsnittet af 'Sig noget sjovt' med Melvin Kakooza i DR Lyd.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk