Spoiler-advarsel: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i fjerde afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser, så hop over på DRTV.
Så er bryllupsrejserne ved at være forbi, og de fem par i årets 'Gift ved første blik' har nu haft tid og fred til at lære hinanden at kende uden forstyrrelser fra hverdagsliv og logistik.
Selvom der er gået under en uge i tv-eksperimentet, behøver man ikke ligefrem at være parforholdsekspert for at se, at nogle par er nået en del længere med flirt og intimitet end andre.
To af deltagerne, der har taget skridtet videre, er Michael Lundberg og Pernille Lundsgaard. Kort efter de havde set hinanden ved alteret, kyssede de og var tydeligt tiltrukket af hinanden - og den gode stemning fortsatte på bryllupsferien.
- Pernille og jeg har haft sex. Det føles meget naturligt og meget rart, lød det fra 36-årige Michael på bryllupsrejsens sidste dag.
- Det var en naturlig del, det var dér, hvor jeg følte, vi var nået til. Det var godt at få den barriere af vejen, som man siger, forklarede 28-årige Pernille.
På bryllupsrejsen til Samsø brugte parret tiden på at hygge sig og lære hinanden at kende. Og det var en "helt vildt hyggelig" tur, siger Michael i dag.
- Pernilles væremåde gjorde, at jeg følte mig tryg. Der var kemi og alt det der, og det gik jo fint. Vi kyssede, og jeg syntes, det føltes helt naturligt, og vi var gode til at mærke hinandens signaler. Det var bare nemt. Der var ikke noget forhastet i det.
- Vi havde lige den svære snak om, hvor vi skulle bo, men ud over det grinede vi meget. Det var en god bryllupsrejse, siger han.
Derfor gav det også mening at tage ægteskabet til næste niveau. Det var ikke noget, der var planlagt, og Michael havde ikke gjort sig tanker om, hvornår - og om - der skulle være sex i det nye ægteskab. Tværtimod ville han gå med det, der føltes rigtigt for begge parter - og det gjorde det den sidste nat på Samsø.
Selvom han synes, det er - og bør være - helt naturligt at tale om sex, oplever han dog, at det er noget helt andet, når det foregår på kamera, hvor alle kan følge med.
- Jeg er stadigvæk okay med at se mig selv på tv. Men det er sgu lidt underligt at fortælle til alle, eller i hvert fald en stor del af Danmark, at man har haft sex. Det føles grænseoverskridende at fortælle om noget så privat til andre, mens man ovenikøbet bliver filmet, siger Michael.
Hvorfor fortalte du det så?
- Vi blev spurgt, om vi havde sex, og det svarede vi på. Det er ikke, fordi jeg ville prale med det, men jeg ville heller ikke sige noget, der ikke passede, siger han.
- Jeg vidste, jeg ville blive spurgt om det. Det er programmets præmis, og det kan man ikke tillade sig at blive fornærmet over, når man melder sig til det her. Og så er det jo heller ikke ulovligt at sige, at man har sex med sin kone.
Intimiteten kommer også i spil
Et andet par, som har haft god kemi fra starten, er 43-årige Mette Kragh Nielsen og 46-årige Morten Stokholm. I afsnit fire kom de med hentydninger til, at der kunne være foregået mere end bare lidt nusseri på bryllupsturen til Læsø.
- Måske har vi haft sex i nat, sagde Morten.
- Det er så det, Læsø kunne, sagde han med hentydning til, at de fleste seværdigheder var lukket, da de besøgte øen i Kattegat ud for Frederikshavn.
- Vi er kommet tættere på hinanden, lad mig bare sige det sådan. Vi er jo gift, så et eller andet sted skal det jo komme, så jeg klager bestemt ikke, lød det kryptisk fra Mette.
I dag forklarer hun, at kemien med sin nye mand var der fra starten, og at den ikke blev mindre på bryllupsrejsen - tværtimod.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Morten og jeg klikkede ret godt, og jeg følte mig hurtigt tryg i hans selskab. I takt med at man lærer hinanden at kende, er det klart, at intimiteten også kommer i spil. Det er også en del af ægteskabet, synes jeg.
Mener du sex?
- Det er altid et godt spørgsmål, hvor meget man skal røbe, for uanset hvad jeg svarer, kan folk kommentere negativt på det. Det har vi allerede prøvet, siger hun.
- Vi deler ud af meget, som selvfølgelig er en del af vores medvirken i 'Gift ved første blik', men lige nu føler jeg, det er okay at holde denne del lidt privat.
Morten bakker Mette op, og han siger også i dag, at det ikke er relevant, om de havde sex på bryllupsrejsen eller ej.
Men han kan sige så meget, at de kom meget tættere på hinanden på Læsø, blandt andet takket være den snak, der fulgte efter en meget omtalt "sjov gimmick", hvor han hev en samtykkeerklæring frem, som han ville have, Mette skulle skrive under på.
Det har som ekstra bonus også givet noget i forhold til at tale om grænser med Mortens egne teenagebørn.
- Jeg synes, det er skræmmende, at mange er bange for at snakke om seksualitet, og jeg håber, mit indspark kan skabe debat. Jeg har fået mange negative kommentarer, som selvfølgelig påvirker mig, men jeg fortryder ikke. Det vigtigste er, at jeg er tro mod mig selv og mod Mette.
Ekspert: 'Hellere være der, hvor der bliver grinet mest end knaldet mest'
I årets 'Gift ved første blik' har eksperterne skruet ekstra op for betydningen af den umiddelbare tiltrækning mellem parrene, og det har givet flere intime parforhold.
Men hvornår - og om - deltagere i et tv-eksperiment skal have sex eller ej, er ikke noget, de får eksperthjælp til, siger psykolog Jacob A. Cornett.
- Jeg råder dem ikke til noget bestemt. Det vil være en lidt mærkelig opgave at råde nogen til at have sex eller ikke sex. Vores opgave er at hjælpe dem til at være i kontakt med deres egne følelser, ønsker og behov. Det skal generelt være vores alles pejlemærke, siger parterapeuten.
Han mener, vi alle skal spørge os selv: "Hvordan har jeg det med det her nu? Har jeg lyst til noget mere? Er det over mine grænser?. Og så skal vi tænke over, hvordan det vil være at vågne op om morgenen efter sex med personen ved siden af.
Kan det også gå for langsomt frem for deltagerne?
- Ja, det er et selvforstærkende loop. Hvis man går ind i det med den præmis, at jeg først kan åbne mig, når vi lærer hinanden bedre at kende, bliver jeg fanget i, at vi ikke lærer hinanden bedre at kende, fordi jeg ikke åbner mig.
Jacob A. Cornett kalder det for "kuldedøden", som betyder, at energien løber ud af forholdet.
- Man er fuldstændigt låst fast, der kommer ikke varme, intimitet eller noget på spil, hvor det bliver farligt - og ingen gevinst, hvor den anden siger: "Nu forstår jeg dig faktisk."
Hvad nu, hvis man ikke er typen, der finder det naturligt at have fysisk kontakt med en, man lige har mødt?
- Det kan føles meget akavet at holde om en, man ikke har kendt særlig længe eller tage personens hånd, og du kan være bange for at blive afvist. Men hvad sker der, hvis du alligevel bare gør det? Det vil kun skabe lidt mere tillid hos den anden og gøre hende eller ham mere tryg.
I forhold til Pernille og Michaels fremdrift ser han tydelige tegn på, hvorfor lige netop de er gået skridtet videre.
Jacob A. Cornett giver et eksempel på den svære samtale på bryllupsrejsen om, hvor de skal bo. Pernille forstår Michaels situation med hans børn, og han svarer: "Du er bare så sød".
- Sådan føles det for Michael at blive set og hørt. Det betyder, at trygheden stiger i forholdet. Og jo mere tryghed, jo mere lyst. Det gælder alle mennesker generelt.
Han ser i de lidt ældre par en "erotisk spænding", som ikke behøver at være af seksuel karakter, men hvor parrene driller hinanden og flirter - det har både Michael og Christina samt Jonna og Carsten.
- De mærker den her livfuldhed og spænding, en begejstring over livet, som kan være meget mere interessant end sex, siger han og tilføjer:
- Og livfuldhed viser sig også hos de par, der griner meget. Det gør Morten og Mette blandt andet, og som tv-seer har jeg faktisk mere lyst til at være del af det, hvor der bliver grinet mest end knaldet mest.
'Gift ved første blik' bliver vist hver torsdag klokken 20 på DR1 og kan ses allerede fra klokken 06 samme dag på DRTV.