Michael Jackson-fans sagsøger hans formodede ofre for én euro

Det retslige efterspil kommer efter beskyldningerne i dokumentaren Leaving Neverland.

Fans af popidolet hiver nu to formodede ofre i retten. (Foto: Gene Blevins © Scanpix)

Dokumentaren Leaving Neverland rystede en hel musikverden, da to mænd - 41-årige Wade Robson og 37-årige James Safechuck - stod frem og beskyldte popikonet Michael Jackson for at have begået seksuelle overgreb mod dem i deres barndom i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne.

Fans af Michael Jackson har siden premieren hævdet, at anklagerne er det rene og pure opspind, og nu får sagen også et juridisk efterspil. Dog ikke i USA, men i Frankrig.

Ifølge CNN vil tre grupper af fans hive de to formodede ofre i retten i Orleans for at have 'skadet den afdødes minde'.

Det er nemlig ikke tilladt ifølge fransk lov, og derfor har gruppen af fans stillet et symbolsk erstatningskrav på én euro mod de to formodede ofre.

- Det er ikke for pengenes skyld. Det er en sag, der føres med hjertet, siger advokaten Emmanuel Ludot, der fører sagen for fansene.

Blandt fansene er den 62-årige pensionerede franske sygeplejerske Myriam Walter. Hun giver ikke meget for Wade Robson og James Safechucks beskyldninger.

- Jeg ved, at det ikke er muligt. Det var råddent. Det var for at få opmærksomhed. Det var for at tjene penge, siger hun til den amerikanske tv-station.

Hverken Robson eller Safechuck har ønsket at kommentere sagen, oplyser deres advokater til CNN.

Wade Robson kort efter, at han havde vidnet til fordel for Michael Jackson under en retssag i 2005. (Foto: PHIL KLEIN © Scanpix)

Lærte at onanere med Jackson

I Leaving Neverland fortæller Wade Robson og James Safechuck, hvordan de som små drenge blev sex-mishandlet af Michael Jackson, der døde som 50-årig i 2009.

Wade Robson påstår, at han blev sex-misbrugt i en syv år lang periode, og at overgrebene begyndte, da han blot var syv år.

Robson talte ellers i 2005 til Michael Jacksons forsvar, da stjernen blev frikendt for alle anklager i en sag, hvor han var tiltalt for syv tilfælde af overgreb på mindreårige. Det har fået fans af popidolet til at beskylde ham for blot at stå frem for pengenes skyld.

James Safechuck mødte popstjernen i en fælles reklame for Pepsi Cola, da han var 10 år. Ifølge Safechuck lærte han at onanere sammen med Jackson, og derfra eskalerede det. Han har også forsvaret Jackson mod beskyldninger om seksuelle overgreb.

Efter popstjernens død forsøgte Robson og Safechuck at lægge sag an, men begge sager blev afvist.

Boet efter Michael Jackson tog efter premieren i januar skarpt afstand fra filmen.

- Det er den slags karaktermord, som Michael Jackson måtte opleve, mens han var i live og nu igen i døden, lyder det i en udtalelse fra boet, som beskylder filmen for at behandle udokumenterede beskyldninger om noget, der angiveligt skete for tyve år siden, som fakta.

Familien brød ligeledes tavsheden få dage senere i en udtalelse.

- Michael vendte altid den anden kind til, når folk langede ud efter medlemmer i vores familie. Og det har vi også gjort. Det er Jackson-måden at gøre det på.

- Men vi kan ikke bare se på, mens denne offentlige lynching fortsætter, og gribbene på Twitter og andre, der aldrig har mødt Michael, langer ud efter ham, lød det.

Facebook
Twitter