Michala Petri nomineret til to Grammy'er

Blokfløjtespilleren Michala Petri er sammen med DR's VokalEnsemble nomineret to gange til den prestigefyldte amerikanske musikpris.

Blokfløjtespilleren Michala Petri er sammen med DR's VokalEnsemble nomineret to gange til den prestigefyldte amerikanske Grammy pris. (Foto: Peter Olsen)

I morges klokken seks ringede telefonen hos musikproducent Lars Hannibal. I den anden ende af røret var der gode nyheder fra USA.

- Jeg var jublende glad, da de vækkede mig og sagde, vi var nomineret til hele to grammy'er, siger Lars Hannibal, der er producent på indspilningen 'The Nightingale', hvor Michala Petri spiller blokfløjte, og DR's VokalEnsemble synger kor.

Pladen er nomineret i katagorierne 'Best Choral Performance' og 'Best Contemporary Classical Composition' i den amerikanske Grammy-uddeling - en af de største musikpriser i verden.

Snakkede om det i Nakskov

Kort efter opkaldet fra USA ringede Lars Hannibal til Michala Petri og fortalte hende de gode nyheder. De to havde godt snakket om muligheden for en nominering:

- Vi var ude at spille i aftes i Nakskov. Og vi talte da om det, men vi turde jo ikke håbe på noget, siger Lars Hannibal.

Fem år undervejs

Petri og Hannibal har arbejdet på nattergal-projektet i fem år. Indspilningen sætter musik til H.C. Andersen kendte eventyr nattergalen. Petri spiller fløjte til, mens DRs VokalEnsemble synger teksten.

Det er tredje gang, at Michala Petri er Grammy-nomineret. I 2007 var hun sammen med DR Symfoniorkester nomineret til en Grammy i 2007 for albummet 'Movements'.

Og i 2011 var Michala Petri og Lan Shui fælles udgivelse 'Chinese Recorder Concertos' nomineret i kategorien 'Bedste klassiske instrumentale solo-performance'.

Om holdet bag 'The Nightingale' vinder en eller begge grammyer denne gang afgøres 10. februar 2013 i Staples Center i Los Angeles.

Facebook
Twitter