Michelin-kok: Det er som at vinde i Lotto

Brødrene Jonathan og Alexander Berntsen, der driver restaurant Clou, har fået deres første Michelin-stjerne. Det bliver fejret med champagne.

Den københavnske restauranter Clou fik onsdag sin første stjerne i årets guide fra Michelin. Her er det den ene ejer Alexander Berntsen, der driver stedet med sin tvillingebror. (Foto: Silas Bay Nielsen © DR)

Hvordan fejrer man sin første Michelin-stjerne?

Man disker da op med en gang morgenmad og supplerer med champagne til alle, der gider kigge forbi og give et skulderklap.

Sådan er situationen i hvert fald her til formiddag på restauranten Clou i København, der drives af brødrene Jonathan og Alexander Berntsen.

Fatter det først på søndag

- For både Jonas og mig, tror jeg først, det går op for os på søndag, når vi har en fridag. Lige nu er vi bare lidt overstadige, overraskede og glade, siger Alexander Berntsen til DR Kultur og konstaterer:

- Det er som at vinde i Lotte. Forestil dig, der er en Lotto-gevinst på 10 millioner kroner. Du ved, at du har en ud af de ti billetter, der vinder - og så vinder du! Det er sådan det føles. Man er rigtig spændt, når man ved, der er en chance. Det er overvældende.

Og intet er som det plejer denne onsdag.

- Vi har morgenmad, og vi drikker champagne. Der er en masse journalister og fotografer hernede og en masse dejlige kollegaer og leverandører. Der er mange, der kigger forbi og siger tillykke, men på et eller andet tidspunkt skal vi jo også have klar til at åbne i aften, siger Alexander Berntsen.

Hyggeaften med stamgæsterne

Men selv når dørene åbner for andre spisende gæster i aften, bliver der også en lidt anden stemning.

- Der er utroligt mange af vores stamgæster, der har ringet og bestilt bord i aften, fordi de selvfølgelige hepper på os. Så det bliver rigtig hyggeligt, de fleste af dem kender vi personligt, og mange af dem har besøgt os mere end tyve gange, siger Alexander Berntsen og fortsætter:

- Vi har lukket for reservationsbogen, så vi ikke bliver bombarderet med bookinger i dag. Til gengæld kommer der en ny reservation ind på nettet cirka hvert 15. sekund. Det er jo rigtig fedt, og det er jo noget af det, man virkelig kan mærke som konsekvens af at få en Michelin-stjerne.

Brødrene åbnede Clou i efteråret 2012 og har høstet adskillige flotte anmeldelser. Og nu altså også en stjerne i den fornemme Michelin-guide.

Michelin hylder Europas bedste spisesteder med mellem en til tre stjerner. Der er dog ingen danske restauranter, der har tre stjerner endnu.

Facebook
Twitter