Michelle Obama gav selvtillidsboost til kvinderne i Royal Arena: Hun er så super cool

11.000 lyttede med i København, da Michelle Obama fortalte om livet som tidligere førstedame.

Den danske hygge, rollen som mor i Det Hvide Hus og skarpe spisetider var blandt emnerne, da den tidligere præsidentfrue Michelle Obama besøgte Royal Arena i København tirsdag aften.

11.000 mennesker var taget ind i arenaen for at se Obama på hendes europaturné i forbindelse med selvbiografien 'Min historie', der er en kandidat til at blive den bedst sælgende biografi nogensinde.

To af dem, der var med i arenaen, var Lykke Westmark på 27 og Teresa Kalic på 35.

Lykke Westmark (tv.) og Terese Kalic bor i hhv. Nordsjælland og på Amager. (© DR)

Michelle Obama viser, at man kan gøre en forskel

- Hun er helt fantastisk, og så er hun meget, meget inspirerende, siger Lykke Westmark, der er fra Nordsjælland.

- Det er fantastisk, at hun udnytter den mulighed, hun har fået, så fremragende. Hun inspirerer kvinder ved at sige, at man godt kan være sig selv, og man ikke behøver at være et glansbillede, og at det både er de gode og mindre gode sider ved en, der definerer hvem du er, siger hun.

Teresa Kalic er enig. Hun mener, at Michelle Obama har evnen til at give gode bud på, hvordan man skal navigere i en mere kompleks verden.

- Mange af os går rundt og tænker, hvordan man som et lille menneske overhovedet kan ændre noget i den her verden. Michelle Obama viser, at man godt kan gøre en forskel. For eksempel kan man gøre en stor forskel, når man opdrager sine børn, og man kan give plads til andre, siger Teresa Kalic.

- Man behøver ikke at ændre hele verden, men godt kan gøre noget for dem, der er tæt på, ved bare at være til stede, tilføjer Lykke Westmark, der også roser hende for at virke naturlig og på ingen måde være krukket.

- Hun minder mig om min mor

Oda Kabura og Alex Njogu bor i København. (© DR)

Oda Kabura på 30 år og Alex Njogu på 27 var også taget i Royal Arena for at se Michelle Obama. Oda Kabura har fulgt Michelle Obama tæt og har set flere interviews med hende på nettet. Derfor måtte hun ind og se hende, da hun fandt ud af, at Michelle Obama kom til København.

- Stærke kvinder inspirerer mig, og hun er en af dem, siger hun.

Oda Kaburas familie er fra Jylland, og børneopdragelsen, som Michelle Obama fortalte om under showet, mindede hende om sin egen barndom.

- Jeg kommer selv fra en familie, der er tæt knyttet. Og jeg ved, at det gør en stærk. Michelle Obama minder mig meget om min egen mor, så jeg føler, jeg har lært Michelle Obama bedre at kende. Hun er super cool, og nu ser jeg hende mere som en mor end som en tidligere førstedame, siger Oda Kabura.

Hun er helt nede på jorden

Under showet fortalte Michelle Obama blandt andet, at aftensmaden i Det Hvide Hus blev serveret klokken 18.30. Det gjaldt også for præsidenten Barack Obama. For Michelle Obama mente ikke, at resten af familien skulle sidde ved bordet og vente på, at verdens mest betydningsfulde mand havde tid til at spise med.

Desuden fortalte hun, at parrets børn skulle fortsætte med at rede deres senge, selv om flere tjenestefolk stod på spring for at gøre det.

- Man forventer at en førstedame lever et liv som de kongelige. Men hun er helt nede på jorden og valgte at fortsætte med at opdrage sine børn på samme måde, som før de boede i Det Hvide Hus, siger Alex Njogu.

Det, der gjorde størst indtryk på ham, var, at Michelle Obama fortalte, at hun ofte blev nødt til at planlægge meget af sit liv som præsidentfrue.

- Hun fortalte, at hun ikke kunne få det til at fungere, hvis hun ikke planlagde tingene. Hvis du vil have succes som menneske, så kræver det at du planlægger - selvom du selvfølgelig ikke kan planlægge alt.

- Hun er en stærk, sort kvinde, der ikke er bange for at sige, hvad hun mener. Og det skal der være mere plads til, siger Alex Njogu.

Lidt for meget dametalkshow

Mikkel Jørgensen var taget fra Odense og til Royal Arena med sin kæreste. (© DR)

Mikkel Jørgensen på 29 år var dog mindre tilfreds med Michelle Obamas besøg. Han var taget med sin kæreste fra Odense for at se hende, men han havde forventet noget lidt andet.

- Jeg håbede, at hun ville tale mere om sin karriere, og hvordan hun er nået dertil, hvor hun er i dag. I stedet blev det lidt af et dametalkshow, der mere var en snak om at være mor. Det var lidt skuffende.

Han synes, det var lidt svært at relatere til, hvordan børneopdragelse forgår i Det Hvide Hus, selv om det også ind imellem var lidt spændende at høre om.

- Præsidentparrets børneopdragelse er noget, man normalt ikke tænker over. Det var en fin oplevelse at se hende, men jeg tror ikke, det er noget, jeg vil se igen, hvis hun kommer forbi en anden gang, siger Mikkel Jørgensen.