Mickey på 27 går sine egne veje: Jeg leger mig til en uddannelse

Mickey har taget noget af en omvej, inden han besluttede sig for at blive musicalperformer.

Jeg har aldrig haft en drøm om at blive noget bestemt.

Jeg har ikke rigtig en plan, og jeg lader egentlig bare mit liv ske uden at tænke alt for meget over, hvilken vej jeg skal gå. Sådan har det altid været, og det er nok også derfor, min vej har været snørklet.

Jeg blev udlært som tømrer, da jeg var færdig på teknisk skole. Det var et godt arbejde, og jeg var glad for at arbejde med hænderne hver dag. På et tidspunkt fik jeg job på Det Ny Teater i København. Det er et stort teater, som udelukkende producerer musicals.

Jeg skulle være med til at fremstille kæmpestore scenografier til musicals som ’Billy Elliott’ og ’Skønheden & Udyret’. Når scenografierne var færdige, og forestillingerne var begyndt at spille, skulle jeg være med til at afvikle dem som scenetekniker.

For eksempel skulle jeg løbe ind på scenen iført helt sort tøj og flytte rundt på små og store ting og være med til at få forestillingen til at flyde.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Kan du huske scenen fra ‘Skønheden og Udyret’, hvor skurken Gaston styrter i døden fra et højt tårn? På musicalproduktionen var jeg en af dem, som var ansvarlig for at placere madrassen bag tårnet, så skuespilleren ikke faldt ned på det hårde scenegulv og brækkede alle sine knogler.

Selvom jeg ikke stod på scenen selv, kunne jeg ikke lade være med at danse og synge med i kulissen. Det var så fedt! Stemningen var høj, og jargonen passede mig perfekt. At stå og blive betalt for at se musicals hver aften var en kæmpe luksus.

Mens jeg arbejdede på teatret, var jeg selv begyndt at gå til teater i Ballerup. Det opstod også helt tilfældigt. Min vens kæreste var med i en forestilling, som jeg overværede, og så fik jeg lyst til at være med.

Senere begyndte jeg på Skuespillerakademiet, som er en skole, der træner unge i teater, sang og dans, så de er klædt på til at søge ind på en teater- eller musicalskole.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Jeg forelskede mig pladask i at spille musicals, så jeg søgte på på Musicalakademiet i Fredericia. Jeg blev desværre ikke optaget, men en af mine undervisere på Skuespillerakademiet rådede mig til at søge Performing Arts School i Gøteborg. Så det gjorde jeg.

Jeg blev optaget på skolen og tog turen over sundet. I dag har jeg boet her i Sverige i to år, og jeg er stadig helt vild med det.

Man kan godt sige, at vi leger os til en uddannelse, fordi vi synger og danser og spiller os igennem det hele. Der er ikke særlig meget undervisning, hvor vi bare skal sidde og tage noter. Men det er bestemt ikke mindre hårdt af den grund.

Vi går ofte alene på gulvet og optræder for hinanden. Det er en situation, som er lidt svær at vænne sig til, synes jeg. For vi vil jo alle sammen gerne gøre alting perfekt, og vores forventninger til os selv overstiger alle andres. Sådan er det i hvert fald for mig.

På mit første år dumpede jeg i sang. Det var virkelig ikke fedt at få at vide. Jeg kom til at tænke, at sangen ville blive det højeste hegn, som jeg skulle lære at kravle over.

Den kan til tider føles uoverskuelig og umulig at komme over, men man må jo acceptere, at man er der, hvor man er. Og så er det små skridt fremad og blive ved med at øve.

Da jeg dumpede, kom det som et slag fra en blind vinkel. Men jeg er overhovedet ikke skolet eller specielt erfaren i det, og så er jeg jo også dansker. Når vi taler og synger, kan vi godt lide at lægge ordene langt tilbage i halsen, så det er noget, man skal have trænet væk. For mig er det stadig 'work in progress'.

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg meget nemt kan koble livet som musicalperformer med at være håndværker. For jeg var ikke mit værktøj. Hvis min sav er sløv, betyder det ikke, at jeg er dårlig som menneske. Og det er det samme på skolen.

Hvis jeg ikke leverer en 100 procent perfekt sang, så er det ikke mig, Mickey, der er dårlig. Det er mit værktøj, som trænger til at blive arbejdet på. Der er stor forskel på de to ting.

Det er en af de vigtigste ting, jeg har lært, mens jeg har været i Göteborg. Og så har jeg fundet en stor kærlighed til dans. Jeg er begyndt at leve mig ind i det på en helt anden måde.

Før har jeg ikke danset så meget, men da min kropskontrol begyndte at vokse frem på skolen, og jeg fik styr på en koreografi og begyndte at lade sangen og musikken og følelserne lede, så sker der noget. Så går det op i den der højere enhed.

Der er mange, der spørger mig om, hvad jeg gerne vil lave, når jeg er færdig på skolen. Hvilke roller og hvilke forestillinger, jeg gerne vil have. Det forstår jeg godt, at de spørger om, for de fleste andre på min uddannelse har knivskarpe billeder af, hvad de vil.

Men jeg ved det virkelig ikke.

Jeg ved bare, at det er rigtigt, at jeg går her, og at jeg gerne vil spille musicals så mange år, som jeg kan komme til det.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
Facebook
Twitter