Minister fyrer Charlottenborg-bestyrelse

Et underskud på 3,2 millioner på Kunsthal Charlottenborg har allerede kostet direktøren jobbet. Nu smider ministeren også bestyrelsen ud.

Kulturminister Carina Christensen har fået nok af den 12 personer store bestyrelse på Charlottenborg, som hun nu giver sparket.

Tilliden til bestyrelsen er væk, og ministeren tror ikke længere på, at den kan føre Charlottenborg videre og løfte de opgaver, som udstillingshallen står foran med internationalt orienterede udstillinger, der skal favne bredt.

- Et sådant sted skal også have en professionel bestyrelse. Og det vil blandt andet sige en bestyrelse på seks og ikke 12 medlemmer, siger Carina Christensen.

Ny bestyrelse på seks

I stedet for fyrede bestyrelse vil ministeren indsætte en bestyrelse på seks personer, der skal agere mere professionelt.

I dag består bestyrelsen stort set udelukkende af kunstnere, men det ændrer ministeren på. Fremover skal bestyrelsen have kompetencer inden for både økonomi, ledelse, jura. Og selvfølgelig kunstfaglig ekspertise.

Bestyrelse skal udpege direktør

Desuden får bestyrelsen til opgave at udpege direktøren på Charlottenborg, hvor det tidligere har været kulturministerens ansvar.

Posten som direktør for Charlottenborg har været ledig, siden svenske Bo Nilsson blev fyret af kulturministeren i efteråret, efter at det kom frem, at kunsthallen havde et underskud på 3,2 millioner kroner, og at direktøren havde indrettet en lejlighed til sig selv, uden at bestyrelsen vidste noget.

Rigsrevisionen ind i sagen

Den nu afsatte bestyrelse kan dog heller ikke se sig helt fri fra ansvar. I marts kom det frem, at bestyrelsen i flere tilfælde havde brugt for mange penge på rejser. Og allerede i november bad statsrevisorerne Rigsrevisionen om at undersøge, hvad der har været op og ned på Charlottenborg.

Notat, der skal placere det endelige ansvar, forventes klar inden for en måneds tid.

Den ny bestyrelse for Charlottenborg er endnu ikke udpeget, men der vil ikke gå lang tid, erfarer DR. Bestyrelsen på seks personer vil blive udpeget af kulturministeren, Akademiraadet og Danske Kunsthandlere.