3 hits du skal høre med verdens bedste rapper - inden han sætter ild til Danmark i aften

Torsdag giver Kendrick Lamar koncert i København. P3-vært Pelle Peter Jensen guider dig til tre numre, du bare bliver nødt til at høre.

Kendrick Lamar er kendt for sine rammende tekster om racisme, og de problemer det medfører i et splittet USA. Og så bliver han kaldt for verdens bedste rapper - af stort set alle musikjournalister i verden. (Foto: © Samir Hussein, 2018 Samir Hussein)

I aften forventer tusindvis af danske fans, at taget løfter sig fra Royal Arena i København, når hip hop-kongen Kendrick Lamar holder hof.

Han er blevet udråbt som "verdens bedste rapper" af stort set alle musikanmeldere - og koncerterne den sidste uges tid i blandt andet England, Frankrig og Belgien har fået masser af håndtegn og stjerner kastet efter sig.

Så uanset om du selv skal til koncert, så er det på tide at stifte bekendtskab med - nogle af Lamars lammende gode numre. Her anbefaler Pelle Peter Jensen, der er vært på P3-programmet 'Sovsen', tre numre af den californiske rapper, der de seneste år har redefineret amerikansk hiphop.

(© Scanpix)

Rigamortus, Section.80 (2011)

- Denne sang illustrerer både hans evner som tekstforfatter, hans inspiration fra gammel jazz og soul, samt hans helt sublime tekniske niveau. Det er vildt, at han har luft til at levere det, han gør her, lyder det fra Pelle Peter Jensen.

- Samtidig er det et af de numre, der gjorde, at han nåede bredt ud i rapkredse. Her startede den solide hype omkring denne unge mand fra Compton. Ren hiphop.

0:00
(© Scanpix)

m.A.A.d. city, GOOD KID, m.A.A.d. city (2012)

- Åbningsnummeret på albummet 'GOOD KID, m.A.A.d. city' og et nybrud i amerikansk rap, lyder det fra Pelle Peter Jensen.

- Nummeret er et direkte indblik i Kendrick Lamars opvækst i et bandeinficeret Compton. Sublimt produceret og første gang i lang tid at nogen lavede et portræt af ghettolivet på det her niveau, uden at lade det være glorificerende.

0:00
(© Scanpix)

DNA., Damn (2017)

Dette nummer er fra Lamars seneste album 'Damn', som han netop nu turnerer verden med. Et nummer, som han højst sandsynligt også åbner med i København i aften.

- 'DNA' står for 'Dead Nigger Association'. Det er sang om at vokse op i Compton, være sort og den arv der følger med. Alt fra drømmen om at blive rig af rap til at blive umotiveret skudt af politiet.

0:00