3 sange om ekstrem forelskelse, et ekstremt break-up - og så en lille smule forår

Cody-frontmanden Kaspar Kaae peger på 3 sange, der alle er knyttet til hans første rigtige kærlighed.

34-årige Kaspar Kaae har på DR's opfordring skrevet en kærlighedssang og valgt tre sange om kærlighed, som betyder ekstra meget for ham. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen (DR))

På den anden side af ekstrem forelskelse er der ekstreme break-ups.

Ordene kommer fra den 34-årige Kaspar Kaae. Han er sangskriver, komponist og frontmand i bandet Cody.

Han har oplevet begge ekstremer.

De tre kærlighedssange, Kaspar Kaae peger på som nogle af de mest betydningsfulde, bærer ham igennem hele forløbet.

Lige fra fra mødet med sit livs kærlighed til bruddet med hende. Og hen til det punkt, hvor Kaspar Kaae er ved at komme sig over det forliste kærlighedsforhold.

Se i videoen, hvordan de tre sange hænger sammen for Kaspar - og lyt til musikken og læs mere om den nedenunder!

Loney Dear: Saturday Waits (2005)

- I 2012 blev jeg forelsket for første gang. Det var meget vildt for mig. Jeg mødte denne her kvinde og tænkte, at vi skal bare være sammen. Det var vi også hele tiden, og vi besluttede os for efter at have kendt hinanden i meget kort til at tage til Jordan sammen, siger Kaspar Kaae.

- Jeg havde en smadret iphone med meget lidt plads. Det eneste musik, der lå på den, var den her plade. Det var det musik, vi havde hver morgen, når vi pakkede vores ting for at komme videre til næste by. Sangen var så stærk på det tidspunkt, og når jeg hører den nu, kommer de minder meget stærkt tilbage.

Bob Dylan: Standing in the Doorway (1997)

Kasper Kaae hørte nummeret efter bruddet med den kæreste, han var i Jordan med.

- Dylan beskriver bare så godt, hvordan det er at være heartbroken og ikke at være i stand til at rykke sig videre, fordi der er så meget bagage, som du ikke kommer til at slippe, men skal lære at leve med, siger Kaspar Kaae.

- Jeg følte, at det var min historie. Det var præcist sådan, jeg havde det. Det kan jeg også mærke nu.

Anne Linnet: Forårsdag (1988)

Kasper Kaae har kendt sangen det meste af sit liv, men den fik en ny betydning for ham for et år siden på en forårsdag, cirka et halvt år efter han havde brudt med sit livs kærlighed.

- Jeg hørte nummeret ret mange gange og blev forløst hver eneste gang. Jeg blev ikke træt af det. Hun synger, at alt det, vi har grædt igennem livet, forsvinder på en forårsdag. Og det gør det virkelig, siger Kaspar Kaae.

- Jeg sad og hørte sangen med åbne vinduer og så på det kæmpestore træ, der er uden for min lejlighed og tænkte, at livet sgu er okay. Eller det bliver det i hvert fald.

Facebook
Twitter