30-årige Miho dirigerer foran 127 millioner seere: Jeg har aldrig været bange for en udfordring

Da Miho Hazama flyttede til New York, kunne hun ikke tale engelsk, forstod ikke kulturen og kendte ikke en sjæl. Men hun nægtede at slippe sin drøm.

Miho Hazama står tavst på scenen med sin spinkle ryg vendt til de tusindvis af hujende mennesker.

Foran scenen står et amerikansk messingorkester og brøler løs på deres trompeter, saxofoner og tromboner, og publikum klapper højlydt i takt til deres kåde fortolkning af gospelklassikeren 'When The Saints Go Marching In'.

Imens forholder Miho sig rolig. Hendes øjne er rettet mod rækken af musikere fra DR Big Band, som stadig venter på hendes tegn til at begynde.

Miho står foran DR Big Band og musikeren Cory Henry i det japanske mediehus NHKs koncertsal. (Foto: Fimmer Engel)

Hun løfter armene foran sig med en beslutsom bevægelse, og i det samme vælter lyden fra bigbandet ud over de opstemte koncertgængere, som rejser sig fra stolene i begejstring.

Kampklar komponist

Koncerten under Tokyo Jazz Festival var en enorm fejring af hundredåret for den første jazzindspilning nogensinde.

Til oktober bliver forestillingen sendt ud til 127 millioner seere på Japans største tv-kanal.

Det var en stor oplevelse for den 30-årige Miho Hazama at blive udpeget som dirigent for sådan et projekt. Men hun er ikke nået dertil ud af ingenting.

- Jeg har aldrig været bange for en udfordring. Jeg forsøger altid at få det bedste ud af de prøvelser, der kommer til mig, siger den unge dirigent og komponist.

Mødet med de levende

Miho voksede op i Japan, hvor hun blev uddannet på et klassisk musikkonservatorium i Tokyo.

Mens hun læste om det blomstrende miljø i Wien for klassiske musikere i 1700-tallet, begyndte hun at lukke ørerne op for mere nutidige jazzkompositioner, som tryllebandt hende fuldstændigt.

Miho Hazama med sin mentor og læremester, Yosuke Yamashita, som var solist med DR Big Band. (Foto: Nicolas Koch Futtrup)

Det fik hende til at skifte spor over til jazzen i stedet for at følge den klassiske vej.

- Mozart er død, Beethoven er væk – men jeg kan opleve jazzkomponisten Maria Schneider i levende live. Det var derfor, jeg rejste til New York. Jeg ville gerne møde mine helte, siger Miho.

Kampen mod det indre

Hun fik ikke en let start i New York. Mihos forældre var meget bekymrede over, at hun tog afsted, for hun kunne knap nok tale et ord engelsk.

- Jeg kunne ikke udtale lyden ’t’, så jeg lod være med at bestille vand, når jeg var ude. Jeg sagde bare ’beer’, og så kunne jeg drikke en øl i stedet for, siger hun.

Da Miho begyndte på sin nye uddannelse på Manhattans School of Music for dirigenter, blev hun også overrumplet over sine medstuderendes ligefremme måde at være på. Det var hun ikke vant til hjemme fra Japan.

Miho Hazama og jazzpianisten Cory Henry diskuterer detaljerne for hans optræden til den store koncert. (Foto: Nicolas Koch Futtrup)

- Alle rakte hånden op for at fortælle om deres holdning til forskellige ting, bortset fra mig. Da jeg kom hjem fra undervisningen, tænkte jeg længe over, hvorfor jeg ikke havde sagt noget, siger hun.

Men syv år i New York mellem skyskrabere og højtråbende amerikanere har haft sin virkning på Miho. Hun holder sig ikke længere tilbage, når hun brænder inde med en følelse eller en idé.

- Nu synes jeg faktisk, at det nogle gange kan være en smule mærkeligt at snakke med andre japanere, fordi de sjældent viser deres følelser, griner hun.

Køn og kærlighed sat på køl

Musikkens verden er især beboet af mænd, men Miho lader dem ikke komme for tæt på.

Hun vil ikke lade sine følelser forstyrre sit arbejde.

- Jeg gider ikke at skulle tænke over, om jeg mon ser godt ud eller er sexet, når jeg er på. Det er vigtigst for mig at blive opfattet som en seriøs musiker, siger hun.

Miho lytter til bigbandet, der øver. (Foto: Fimmer Engel)

Selvom Miho kommer fra et samfund, der bygger på en patriarkalsk struktur, forholder Miho sig ikke ret meget til sit køn - eller til, hvor forsvindende få kvindelige dirigenter, der findes ude i verden.

- Mit køn siger jo ikke noget om min fornemmelse for musik, siger hun.

Miho og Danmark

Jobbet, som Miho fik tilbudt som dirigent for DR Big Band i Japan, er noget af det største, hun har oplevet i sin karriere.

Pudsigt nok blev hun ringet op af Tokyo Jazz Festival få dage efter, at hun var kommet hjem fra to ugers ferie med højtbelagt smørrebrød og strøgture i København.

Miho tøvede ikke et sekund med at sige ja til jobbet som arrangør og dirigent til koncerten i Japan. Og hun var meget glad for det samarbejde, hun havde med det danske orkester.

DR Big Band bliver interviewet sammen Miho Hazama af den japanske tv-kanal, NHK. (Foto: Martin Røen)

- DR Big Band var utroligt søde, glade og modne. Vi var sammen om at skabe noget rigtig stort, og det er den bedste følelse at få, siger hun.

Under prøverne til koncerten kontrollerede Miho bigbandet med en tilbagelænethed, som gav musikerne plads til selv at forme musikken - men det var tydeligt, hvor hun ville hen. Hun tabte aldrig opmærksomheden til bandet.

- Hvis musikerne kan mærke min spænding og intensitet, så bliver de også mere fokuserede på musikken, siger hun.

Fremtidens bannerfører

Igennem sin relativt korte karriere har Miho kastet sig over stort set alle de muligheder, der bød sig. Det har givet hende opgaver og udmærkelser, få på hendes alder kan prale af.

Hun har dirigeret og komponeret for store orkestre i både Holland, USA og Japan, modtaget prisen Charlie Parker Jazz Composition Prize’for sine kompositioner til bigbands - og sidste år udpegede det amerikanske jazzmagasin DownBeat hende som en af 25 jazzmusikere, der vil forme jazzen i fremtiden. Og det har hun i sinde at gøre.

- Jeg er så glad for mit arbejde. Lige nu er der ikke så mange, der kender mig - men jeg håber i fremtiden at blive forbundet med ikoniske kompositioner, der både låner fra klassisk, elektronisk og traditionel musik, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk