5 år siden Whitney Houston døde: For Beyoncé var hun dronningen

PORTRÆT I dag er det fem år siden, at Whitney Houston døde efter et liv med lige dele verdensomspændende succes og problemer i privatlivet.

  • Med to Emmy'er, fem Grammy'er, 30 Billboard Music Awards, 22 American Music Awards med mere er Whitney Houston en af de mest prisvindende kvindelige artister nogensinde. I 1988, hvor dette billede stammer fra, vandt hun en pris for 'Best Pop Vocal Performance' med sangen 'I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)'. (Foto: Mark Peterson © Scanpix)
  • Samme år var den 24-årige Whitney Houston et smut forbi Valbyhallen i København for at give koncert. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)
  • Da hun hørte, at den danske kronprins, der på det tidspunkt var 20 år, var blandt publikum, inviterede hun ham for at møde ham personligt. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)
  • Whitney Houston havde håbet på en filmrolle, men var overvældet, da hun blev tilbudt hovedrollen i filmen 'The Bodyguard' over for selveste Kevin Costner. Hun lavede også soundtracket til filmen fra 1992, der er det bedst sælgende soundtrack nogensinde. (Foto: handout © Scanpix)
  • Whitney Houston var en stærk stemme i kampen mod apartheid og var blandt hovednavnene ved fejringen, da Mandela blev 70 år i 1988 - og stadig sad i fængsel. Her ses de sammen i 1994. (Foto: JUDA NGWENYA © Scanpix)
  • Whitney Houston og hendes mand gennem 14 år, Bobby Brown, poserer for fotograferne ved en filmpremiere i New York i 1997. (Foto: STRINGER)
  • ... Og i 1998. (Foto: FRED PROUSER © Scanpix)
  • I 1998 udgav Whitney Houston også sit første studiealbum i otte år, 'My Love is Your Love', der er en af hendes mest anmelderroste udgivelser. (Foto: handout © Scanpix)
  • Whitney Houston er en af de bedste sælgende musikere nogensinde. Her ses hun i 2003. (Foto: Ethan Miller © Scanpix)
  • Den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon mødtes i 2003 med Whitney Houston og Bobby Brown i Jerusalem. (Foto: GIL COHEN MAGEN © Scanpix)
  • Whitney Houston, Bobby Brown og deres datter Bobbi Kristina Brown til premiere på 'The Princess Diaries 2' i Disneyland i 2004. (Foto: Jim Ruymen © Scanpix)
  • I 2007 blev Whitney Houston efter nogle tumultariske år skilt fra sin mand, sangeren Bobby Brown. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)
  • I 2010 var hun på sin første turné i over ti år - og hendes sidste nogensinde. Hun lagde blandt andet vejen forbi Forum, en koncert der blev anmeldt jammerligt i de danske medier. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)
  • Mor og datter i 2011, året inden Whitney Houston døde. I 2015 mistede også Bobbi Kristina livet, efter, ligesom sin mor, at være blevet fundet livløs i et badekar. (Foto: PHIL MCCARTEN © Scanpix)
  • Whitney Houston døde 11. februar 2012. Hun blev 48 år. (Foto: UKENDT)
1 / 15

Beyoncé blev engang spurgt i et interview, om det var rigtigt, at hun sang Whitney Houston i badet, hvortil Beyoncé svarede:

- Ja, der er noget ved badet, der får alle til at tro, at de kan være Whitney Houston. Selvom det ikke passer.

Store stjerner som Céline Dion, Kelly Rowland, Mariah Carey, Britney Spears og Beyoncé har alle drømt om en dag at nå ud i de samme afkroge af registret, som Whitney Houston engang kunne nå med sin stemme.

I dag er det fem år siden hun døde, 48 år gammel. Og da skrev Beyoncé på Twitter:

- Tabet af Whitney Houston er smertefuldt. Jeg husker første gang, jeg mødte Whitney som 15-årig. Hun var den ultimative legende. (...) Jeg ønskede ligesom enhver anden sanger at være præcis ligesom hende. (...) Hun er vores dronning.

Med mor på scenen

Whitney Houstons liv begyndte i et middelklassekvarter i New Jersey som det yngste af tre børn.

Musikken fyldte fra begyndelsen. Hendes mor sang gospel, hendes kusine hed Dionne Warwick og hendes gudmor Aretha Franklin.

Som 11-årig begyndte Whitney at synge gospel i en baptistkirke i Newark, hvor hun også lærte at spille klaver, og som teenager gik hun engang imellem med op på scenen, når hendes mor spillede på natklubber rundt omkring. Det ene førte til det andet, og i en alder af bare 15 år sang hun kor for Chaka Khan.

Men ikke nok med at Whitney kunne synge; hun så også godt ud.

En dag, hvor hun var ude at optræde med sin mor, blev hun spottet af en fotograf, og det blev begyndelsen på en modelkarriere i start-80’erne, hvor Whitney Houston med sit store smil, sin naturlige naboens datter-charme blev en af tidens mest populære unge modeller.

Men det fik hende ikke til at glemme musikken.

Masser af succes

Hun sang videre, og det ene pladeselskab efter det andet tilbød hende kontrakter, som hendes mor dog afslog i samme omfang, som de kom. Whitney skulle gøre high school færdig først.

Først i 1983 blev Whitney signet, og to år efter udkom hendes debut.

Albummet ’Whitney Houston’ blev, ligesom alt hvad hun udgav de efterfølgende fem år, en stor succes.

https://twitter.com/kendricklamar/status/15513622218

Et af hendes største hits i de år, og der er mange af vælge imellem, var ’I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)’ fra 1987. Sangen blev en stor kommerciel succes med hitlisteplaceringer i 13 lande, blandt andet i hjemlandet USA, hvor det var tidens største hit.

Først i 1992 blev det overgået i popularitet – selvfølgelig af Whitney selv og med den sang, som hun i dag er uløseligt forbundet med, nemlig hendes version af Dolly Partons ’I Will Always Love You’.

Bedst sælgende soundtrack nogensinde

Sangen blev indspillet til soundtracket på filmen ’The Bodyguard’, der samtidig blev Whitney Houstons filmdebut.

Her spillede hun den ikoniske rolle som Rachel Marron, der på grund af trusselsbreve og skøre fans må søge professionel beskyttelse i form af bodyguarden Frank Farmer, spillet af Kevin Costner.

Filmen indspillede trods blandede anmeldelser af Whitney Houstons præstation over 411 millioner dollar på verdensplan, og soundtracket blev – og er stadig – med sine 45 millioner solgte eksemplarer det bedst sælgende soundtrack nogensinde.

Men Whitney var da også på sit højdepunkt stemmemæssigt netop i de år.

Da Whitney samlede nationen

I 1991 leverede hun som 27-årig en anden mindeværdig optræden, da hun fyldte stadion med sin version af den amerikanske nationalsang ’Star Sprangled Banner’ til Super Bowl-finalen - ifølge mange blandt de bedste fortolkninger af sangen nogensinde.

Whitney havde et hvidt pandebånd om de mørke krøller og en løs sportstrøje på, og da hun sang, blev folk på stadion såvel som derhjemme foran tv-skærme rørt til tårer, og et folkekrav om at udsende sangen som single opstod.

Se hendes optræden her (eksternt link).

Kravet blev honoreret, og efter angrebet på World Trade Center i 2001 blev sangen udsendt igen. Og ligesom ved første udgivelse af nummeret donerede Whitney Houston overskuddet til velgørende formål.

Familie over alt andet

Al den berømmelse, der fulgte med, sagde med tiden ikke sangerinden så meget.

I 1993 sagde hun i hvert fald til Rolling Stones, at alt det sjove i branchen ikke var så sjovt længere, og at hun hellere ville bruge tid sammen med sin lille familie. Den bestod på det tidspunkt af hendes mand Bobby Brown, som hun mødte i 1989 og giftede sig med i 1992, og deres fælles datter Bobbi Kristina Brown, der blev født i 1993 - og som døde i 2015.

- Gud skal vide, at jeg har stået foran millioner og atter millioner af mennesker, og det har været fantastisk (…) Men da jeg fødte hende, og de gav mig hende i armene, tænke jeg: ”Dette er det ultimative!”. Jeg har ikke oplevet noget større.

Ægteskabet med Bobby Brown viste sig dog at føre problemer med sig, hvilket man også kunne se i reality-programmet ’Being Bobby Brown’.

De hårde 00'ere

I mange år var det en offentlig hemmelighed, at parret havde et misbrugsproblem, indtil Whitney Houston selv indrømmede det i et interview med tv-stationen ABC i 2002.

Adspurgt hvilket rusmidler, hun brugte - alkohol, hash, kokain eller piller - bekræftede hun det hele.

- Hvilke af disse var den største djævel blandt dem, spurgte interviewer Diana Sawyer, og efter et øjebliks tænketid svarede Whitney Houston:

- Jeg er den største djævel. Det er mig, der bestemmer. Der er ingen, der får mig til at gøre ting, jeg ikke vil.

I et interview med Oprah Winfrey i 2009, to år efter at Whitney Houston var blevet skilt fra Bobby Brown, sagde sangerinden, at deres passionerede ægteskab var blevet til fysisk og psykisk vold fra Bobby Browns side.

Samme år forsøgte hun comeback med albummet ’ I Look to You’, der blev godt modtaget, og som førte hende på en turné, der blev mindre godt modtaget.

Hendes koncert i Forum i København, hvor tre fjerdedele af publikum var udvandret, da Whitney Houston endelig havde kæmpet sig gennem sit repertoire, var symptomatisk for turnéen.

Costner fik det sidste ord

Sidste gang, hun optrådte inden sin død, var 9. februar 2012 i Hollywood.

11. februar blev hun fundet bevidstløs i et badekar på Beverly Hilton Hotel i Beverly Hills, og efter hun var blevet konstateret død, konstaterede man et niveau af kokain i kroppen, der vidnede om, at hun havde taget det kort forinden.

En uge efter hendes død blev der holdt en stor, medietransmitteret mindehøjtidelighed i den kirke i Newark, hvor Whitney Houston sang som barn.

Der var mange kendte blandt de optrædende, blandt andre Stewie Wonder og Alicia Keys, men den optræden, de fleste nok husker bedst fra dagen, er Kevin Costners tale.

Han fortalte, hvordan Whitney Houston var nervøs for, om hun kunne klare rollen som Rachel Marron i 'The Bodyguard'. Om hun var god nok.

Men som Kevin Costner kunne fortælle, imponerede hun hele filmholdet ved første prøvefilmning.

- Og nu skal du af sted, Whitney, sagde Kevin Costner hen mod slutningen af sin tale.

- Og når du synger for din himmelske fader, skal du ikke være bekymret. Du er god nok.

Facebook
Twitter