5 geniale sange med verdens måske mest bidske rockstjerne

Albumaktuelle Morrissey leverer både store følelser og bidske stikpiller. Her anbefaler fan og musiker Mikael Simpson hans fem bedste sange.

58-årige Morrissey, der slog igennem som forsanger i det indflydelsesrige band The Smiths, forgudes stadig af fans verden over. (Foto: Anadolu Agency © Getty Images)

Den britiske indierockstjerne Morrissey er en mand, der er svær at beskrive med få ord.

Skal vi alligevel prøve, er det oplagt at nævne, at han forgudes af fans verdens over. At han gerne serverer en krads bemærkning om det britiske kongehus, at han intet har til overs for politikere og at han hader lugten af kød.

Og så levede han i mange år i frivillig cølibat.

Historierne om Morrissey er mange, men vigtigst af alt er det, at han begyndte sin karriere i det indflydelsesrige indieband The Smith, der stadig inspirerer mange af de hippe indiebands, vi hører i dag.

Senere gik han med succes solo, hvilket har resulteret i en lang række albums – og i dag udkommer så hans helt nye plade, ’Low In High School’.

En af Morrisseys største danske fans er musiker, sanger og P6 Beat-radiovært Mikael Simpson, der har fulgt sangeren i mange år. Faktisk er han selvudnævnt Morrissey-discipel.

I anledningen af det nye album med Moz – som fans kalder ham – har vi fået Mikael Simpson til at fremhæve fem geniale sange fra Morrisseys sangskat.

(© Getty Images)

Please, Please, Please Let Me Get What I Want

Sangen er fra Morrisseys tid med 80’er-bandet The Smiths, hvor han sammen med guitarist Johnny Marr stod i front. Dette nummer er et af Mikael Simpsons favoritter med det indflydelsesrige band.

- Der er en helt vildt skøn melankoli i sangen, og så er det en god instruktion i, hvordan man kan lave en popsang, der varer mindre end to minutter, med akustisk guitar.

- Og så ved jeg ikke, hvad det er for en guitar, Marr spiller på til sidst i sangen, men det lyder i hvert fald lækkert. Det er en genial sang.

(© Getty Images)

A Rush And A Push And The Land Is Ours

Sangen er fra albummet ’Strangeways, Here We Come’, der udkom i 1987. Sangen har en festlig rytme og den ellers så tilbageholdende Morrissey gentager lystigt ’Oh, I think I’m in love’ til sidst.

Men ’A Rush And A Push And The Land Is Ours’ er ikke en klassisk kærlighedssang.

- Den handler om at tage Irland tilbage, som jo er en lidt provokerende udmelding. Men i og med at Morrissey har irske rødder, så har han selvfølgelig noget at sige om det.

- Og så er det sjovt at høre en sang med The Smiths, hvor der ikke er guitar indover.

(© Getty Images)

Now My Heart Is Full

Denne storladne sang er fra Morrisseys fjerde soloalbum ’Vauxhall And I’ fra 1994, og en som Mikael Simpson har gode minder med.

- Jeg synes, at Morrissey rammer både lyd og tekst lige i røven på den her. Faktisk på denne plade i det hele taget. Jeg kan også forstå, at det er en periode, hvor han rent faktisk lever i et forhold for første gang nogensinde.

- Det er et nummer, hvor jeg flere gange – dengang det udkom – har taget mig selv i at stå foran spejlet og troet, at jeg var Morrissey, mens jeg hørte det, siger Mikael Simpson.

(© Getty Images)

Let Me Kiss You

Mikael Simpson har en svaghed særligt for de gamle Morrissey-sange og ’stod i virkeligheden nok lidt af efter ’Vauxhall And I’. Men han var meget glad for albummet ’You Are The Quarry’ fra 2004.

- ’Let Me Kiss You’ er et af de absolut fedeste numre. Det er en fantastisk, velsmurt popsang samtidig med at den vil noget, siger Miakel Simpson og tilføjer:

- Når man så Morrissey live i den periode, havde han noget med, at han skulle tage skjorten af der, hvor han synger linjen ’But then you open your eyes, and you see someone that you physically despise’.

(© Getty Images)

The Headmaster Ritual

Og så vender Mikael Simpsons ellers hjem til udgangspunktet – og skolebænken – med The Smiths og gruppens album ’Meat Is Murder’ fra 1985, hvor man finder den kradse ’The Headmaster Ritual’.

- Jeg har sjældent hørt så præcis en beskrivelse af nogens skolegang. Han skælder allerede i første linje ud på det engelske skolesystem og hele den der psykiske og korporlige vold, der ligger i det. Det synes jeg bare er helt fantastisk.

Morrisseys nyeste album, ’Low In High School’, udkommer i dag.