80’erne længe leve: A-ha udgiver nyt album

Det norske 80’er-band A-ha har besluttet at udgive nyt album, der udkommer til september. Desuden drager bandet på turné næste år.

A-ha har på en pressekonference i Berlin offentliggjort, at de vil udgive nyt album og tage på turné. (Foto: Joerg Carstensen © Scanpix)

Popglade 80’er-fans kan se frem til 4. september. Her udgiver ’Take on Me’-drengene fra bandet A-ha et nyt album, og samtidig har de tre nordmænd offentliggjort, at de til foråret næste år drager på turné.

Det skriver norske NRK.

Trioen har tidligere fortalt, at de ville blive genforenet for én enkelt aften i september på festivalen Rock in Rio i Brasilien, men når bandet går på scenen i Sydamerika, vil der altså også blive spillet numre fra det nye album.

Desuden bliver koncerten efterfulgt af indtil nu 15 koncerter, som vil foregå i Tyskland, Østrig og Schweiz i april 2016.

- Jeg har arbejdet med at skrive sange med mange unge, lovende artister, og der er der dukket sange op, som har fået mig til at tænke: ”Det kan fungere som en A-ha-lyd,” siger Magne Furuholmen til NRK.

Stadig uvist om det bliver 80'er-lyd

Morten Harket, der er forsanger i bandet, fortæller, at de endnu ikke helt ved, hvordan lyden overordnet vil blive på det nye album, da de stadig er i gang med at lave det. Dog fortæller han, at de arbejder i flere retninger.

Desuden fortæller Magne Furuholmen, at genforeningen bunder i, at bandet vil lave noget nyt.

- Ingen havde lyst til at tage på turné som et ”mindeband”, siger han ifølge NRK.

Det nye album vil komme til at hedde ’Cast In Steel’ og udkommer 4. september. Bandet lover, at der løbende vil blive offentliggjort flere koncerter, og de har indtil videre forpligtet sig til et to år langt samarbejde.

A-ha har været opløst siden deres afslutningskoncert i Oslo i 2010, men deltog i en mindekoncert i 2011 for ofrene for terrorangrebet på Utøya.