Abba genopstår som mystisk virtual reality-gruppe

Abbas medlemmer vil sammen med britisk musikmogul lave en ny ”live digital oplevelse”, som skal lanceres i 2018.

Abba blev dannet i 1972 og stoppede med at spille sammen 10 år senere. I 2018 kan man opleve dem igen i en ny digital version. (Foto: Anders Hanser © Premium Rockshot/Universal)

Den svenske popgruppe, som gik i opløsning i 1982, vender tilbage i 2018. I hvert fald i en eller anden grad.

Bandets fire medlemmer, musikselskabet Universal Music Group og musikmogulen Simon Fuller har i dag offentliggjort, at de vil skabe en ”ny underholdende oplevelse”, som vil gøre brug af det nyeste digitale udstyr og virtual reality.

Målet er at give Abbas fans mulighed for at se, høre og føle det populære svenske band, som man ”ikke tidligere har kunne forestille sig”, som der står i en pressemeddelelse fra Universal Music.

Det er endnu uvist, hvad denne nye digitale følelse går ud på, men ifølge musikselskabet er de tidligere Abba-medlemmer involveret i den kreative del af projektet.

Benny Andersson: Det bliver en tidsmaskine

- Vi er inspireret af fremtidens ubegrænsede muligheder, og vi elsker at være med til at skabe noget nyt og dramatisk her. En tidsmaskine, der indfanger essensen af, hvem vi var, og hvem vi er, siger Benny Andersson, der er et af de tidligere Abba-medlemmer.

Simon Fuller, der blandt andet har skabt tv-formatet ’Idol’ og gruppen Spice Girls, siger, at Abba-medlemmerne i de seneste måneder er kommet med en masse ideer til, hvad der skal med i projektet.

- Vi er ved at udforske en ny digital verden med virtual reality og kunstig intelligens. Det tillader os at lave nye former for underholdning og indhold, som vi ikke tidligere har kunnet forestille os, siger han.

Abba har siden bruddet kortvarigt været genforenet, og fans har længe håbet på, at de igen ville spille sammen. Men sidste år fortalte Björn Ulvaeus, at Abba aldrig vil genopstå.

FacebookTwitter