Alberte har en sang til sin mand, til sine forældre - og til det knuste hjerte

Den danske sangskriver har tre kærlighedssange, som betyder ekstra meget for hende - og hendes mand.

(Foto: Andreas Hüttel)

Nogle kærlighedssange rammer lige i hjertekulen.

Eller beskriver noget, som man ikke selv kan sætte ord på. Sådan havde Alberte Winding det, da hun som 7-årig hørte Liva Weel synge.

Alberte Winding er en af de danske sangskrivere, som DR i podcastserien 'Elsker Dig For Evigt' har udfordret til at skrive en kærlighedssang.

Og den nu 54-årige sangskriver har valgt tre kærlighedssange, som har fyldt meget i forskellige dele af hendes liv.

Dem kan du høre og læse om herunder:

Liva Weel, Glemmer du (1932)

- Når man er lille og ens forældre er blevet skilt, så er man vel ubevidst optaget af kærlighedsforhold, af at de kan gå i stykker, og hvad man kan gøre for at blive sammen. Jeg var meget optaget af teksten i denne her sang. Den rummer en slags nøgle til en forklaring, siger Alberte Winding.

- Det er en kvinde, der siger til en mand, at deres fælles liv ikke er slut, fordi de ikke er sammen mere. Hun bærer det med sig i hjertet. Det har måske været en lille åbning for mig. En lille forståelse af følelsen af både vemod og kærlighed på en gang.

0:00

Shelby Lynne, Lookin’ Up (1999)

- Når jeg hører det, ser jeg hende (Shelby Lynne) stå foran spejlet og ryge en smøg, og der er det der med, at hun ikke kan blive høj, så man forestiller sig, at hun prøver at ryge en joint og drikke lidt whiskey. Men når man har kærestesorger på den der måde, så er sorgen stærkere end nogen rus. Man kan simpelthen ikke bedøve den.

- Det hele er noget med, at hun hele tiden tror, at noget vil falde ned i hovedet på hende. Hvad er det næste? Så hun kigger hele tiden op. Hun går ind i en kirke, ser på korset og tænker, hvor meget mere ondt kan det gøre? Det er følelsen i det. Man får lynhurtigt nogle gode stemningsbilleder.

0:00

Nick Cave, Into My Arms (1997)

Alberte har hørt nummeret meget sammen med sin mand, der også er en del af hendes band.

- Når vi kører hjem fra koncerter, og der er langt hjem, er det dejligt, hvis man finder den helt rigtige spilleliste. Vi spillede 70-80 jobs sidste år, og vi kørte så meget i bil. Lige pludselig kom det her nummer, som er en plain kærlighedssang fra en mand til en kvinde, og så stod tiden stille.

- Luften bliver tyk af noget, når vi hører det her nummer. Det regner, det er mørkt, og lygterne laver striber foran bilen og forsvinder ind i den her Nick Cave-historie.

0:00
Facebook
Twitter