Anmeldere: Nyt Britney-album er katastrofalt ringe

Den amerikanske skandalepopper demonstrerer på sit ottende album, hvordan man kan køre en karriere i sænk.

Måske Britney Spears anstrengte smil skyldes de danske, kølige anmeldelser? Albummet 'Britney Jean' får i hvert fald høvl af de danske kritikere. (Foto: Polfoto)

Hun spinder som en killing med åndedrætsbesvær, Britney Spears.

Den amerikanske skandalepoppers vokale præstationer er heller ikke overvældende. Og musikken, den hårdtpumpede elektropop, er umiddelbar forglemmelig.

Kort sagt går det rigtig dårligt for Britney Spears på hendes ottende studiealbum, 'Britney Jean', der udkommer i dag. I hvert fald hvis man spørger de danske anmeldere.

Ekstra Bladets Thomas Treo kalder albummet for "den sørgelige afslutning på en epoke med et af historiens største popfænomener".

- 'Britney Jean' er blottet for energi, overskud og ikke mindst ørehængere, mens ikonets begrænsede stemmepragt stadig ikke hæver sig over pibende børnehvin, der får det til at virke helt tragikomisk, at hun medvirkede på soundtracket til 'Smølferne 2', skriver han i sin anmeldelse, hvor han giver albummet en stjerne.

En superstjerne uden kræfterPolitikens anmelder Pernille Jensen er heller ikke begejstret for den tidligere superstjernes nyeste album.

- Den rutineprægede skiftevis hårdtpumpede og kælne elektropop, der præger albummet, lugter af en superstjerne, der har mistet superkræfterne, skriver hun og tildeler albummet to hjerter.

Heller ikke musikmagasinet Gaffa er i sit generøse hjørne over for Britney Spears. Én stjerne får albummet, der ifølge anmelderen lyder som om, Britney Spears har givet op.

- De tekstlige og musikalske ligegyldigheder står i kø, og det største aktiv er de nydelige billeder af Britney og hendes små hunde i bookletten, skriver Gaffa.

- Bemærkelsesværdigt u-ringe

Rent skidt står det dog ikke til for Britney Spears. Hos B.T. er der anderledes lunkne toner at spore.

Her giver anmelder Henning Høegh 'Britney Jean' tre hjerter og mener, at næsten halvdelen af albummet er "bemærkelsesværdigt u-ringe".

- Efter et genhør med 'Work B**ch' viser Britney igen, hvorfor det var hende, der inspirerede Gaga og Miley og ikke omvendt, skriver han.

Læs mere om Britney Spears her.

Facebook
Twitter