Anmelderne jubler over at have Kate Bush tilbage på scenen

Tirsdag aften gav Kate Bush koncert for første gang i 35 år. Koncerten levede op til alle forventningerne, mener anmelderne.

Kate Bushs stemme var "et uformindsket brøl, overraskende rig og stærk efter så lang en pause" mente The Telegraphs anmelder oven på comeback-koncerten tirsdag aften. (© Scanpix)

Det var 35 år siden, hun sidst havde stået på en scene.

Dengang led hun af sceneskræk.

Det var derfor ikke rigtig til at forudsige, hvordan den voldsomt hypede comebackkoncert 'Before the Dawn' med Kate Bush ville ende. Men ifølge de britiske anmeldere var hverken sceneskrækken eller de 35 års fravær til at mærke, da hun tirsdag aften gav koncert i London.

Her trådte Kate Bush barfodet frem på scenen og brugte de næste knap tre timer på at indfri alle de forventninger, som hendes fans i løbet af de sidste 35 år har bygget op omkring hende, mener anmelderne.

- Akkompagneret af musik, der spændte fra polyfoniske korharmonier til folkesange, er det ganske overvældende og uden tvivl den mest ambitiøse og virkelig rørende, stykke teatralsk pop, der nogensinde er set på en britisk scene. Hvilket er præcis, hvad alle her i aften håbede på, skrev avisen The Independents anmelder eksempelvis.

- Et uformindsket brøl

I løbet af koncerten spillede Kate Bush blandt andet den anden halvdel af hendes 'Hounds of Love'-album fra 1985 og den anden halvdel af hendes album 'Aerial' fra 2005. Til gengæld spillede hun ikke et eneste nummer fra sine fire første albums.

Ifølge The Guardians anmelder Alexis Petridis var Bush en imponerende performer.

- For en der har brugt størstedelen af sin karriere på at undgå scenen, er hun en enormt indtagende optrædende, som er selvsikker nok til at undgå de hits, som gjorde hende berømt, skrev han i sin femstjernede anmeldelse, hvor han også kaldte hendes stemme for "krystalklar hele vejen".

Også The Telegraphs anmelder Bernadette McNulty var imponeret over Bushs vokal.

- Mens hendes ynde på scenen måske var lidt rusten, var hendes stemme et uformindsket brøl, overraskende rig og stærk efter så lang en pause, skrev hun i sin anmeldelse, der gav koncerten fire stjerner ud af fem.

Havde intet at frygte

Ifølge Guardians anmelder havde Kate Bush potentielt set meget at tabe ved sin comeback-koncert: Hun er den mest indflydelsesrige og respekterede kvindelige kunstner, Storbritannien har haft i de sidste 40 år og skulle nu stå på scenen igen efter så mange år. Men da det kom til stykket, havde hun dog alligevel intet at frygte, nåede anmelderen frem til.

- Når man tænker på, hvor stramt hun har kontrolleret sin egen karriere siden de tidligere firsere, ville hun kun have gjort sig anstrengelserne, fordi hun følte, hun havde noget særligt at tilbyde. Hun havde ret: 'Before The Dawn' er endnu en ekstraordinær præstation.

Facebook
Twitter