Anmelderrost dansk rockband går i opløsning

Bandet Ulige numre har besluttet at gå hver til sit, skriver bandet på Facebook.

Ulige numre slog igennem med nummeret 'København' i 2011. (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

Det danske rockband Ulige Numre har besluttet sig for at gå hver til sit.

- Vi må med kærlighed til alle jer, der har fulgt os, fortælle, at vi har valgt at opløse Ulige Numre, skriver de i et opslag på Facebook.

- Det har været en tid, vi alle fem vil se tilbage på med stor glæde, men alting kommer til en ende, og Ulige Numre skal ikke spille musik sammen længere, skriver de.

Slog igennem med 'København'

Bandet, der består af Carl Emil Petersen, Nick Lee, Teis Lindeskov Søgaard, Lasse Ziegler og Jacob Ulstrup, udgav deres debutsingle ’København’ i 2011. Nummeret blev en stor succes.

I 2012 fik bandet en Steppeulv-pris for årets sang netop for ’København’. Desuden fik bandet også P3 Talent-prisen under P3 Guld, da det blev afholdt i april 2012.

Ulige Numre har efterfølgende udgivet de to albums ’Nu til dags’ og ’Grand Prix’ i 2013 og 2015.

I 2015 fik bandet også prisen for Årets udgivelse under Danish Music Awards, og forsangeren Carl Emil Petersen fik prisen som Årets sangskriver.

Bandet skriver ikke noget om, hvorvidt de fremover vil lave musik hver for sig. Eller hvorfor, de nu går i opløsning.

Facebook
Twitter