Beyoncé kommer til Danmark

Den amerikanske popstjerne annoncerede i nat – dansk tid – at hun tager på en verdensomfattende turné, der også bringer hende til København.

Beyoncé stjal, ifølge mange amerikanske medier, showet under Super Bowl i nat, hvor også Coldplay og Bruno Mars optrådte. Til sommer kommer hun til Danmark. (Foto: Ronald Martinez © Scanpix)

Beyoncé har fået ekstra opmærksomhed denne weekend, og nu rammer hun også de danske medier.

For efter at have udsendt en ny musikvideo til sangen ’Formation’ i weekenden og efter nattens store Super Bowls pauseshow, har hun nu offentliggjort en stor verdensturne.

Den bringer hende til Danmark den 24. juli, hvor hun spiller i Telia Parken i hovedstaden.

Det er første gang siden 2013, at Beyoncé giver koncert i Danmark.

Dengang spillede hun i Forum, så denne gang vil mange flere fans have mulighed for at opleve stjernen, der har leveret hit som ’Crazy in Love’, ’If I Were a Boy’ og ’Single Ladies (Put a Ring on It)’.

Hendes nyeste single ser også ud til at begejstre - musikvideoen til ’Formation’ er i hvert fald allerede set af næsten 12 millioner på Youtube.

Billetter til den danske koncert sættes til salg 22. februar.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1114403965276793

Facebook
Twitter