Beyoncés søster finder sig ikke i noget: Jeg har meget at være vred over

PORTRÆT På sit nye album synger soulsanger Solange Knowles om racistiske kommentarer og dårlig behandling af afroamerikanere.

Solange Knowles lægger kortene på bordet på sit nye album og på nettet. Her ses hun under et modeshow i New York tidligere dette efterår - for hun er faktisk større som stilikon og aktivist end som musiker, mener radiovært. (Foto: Ben Gabbe © 2016 Getty Images)

Solange Knowles er træt af at blive behandlet som andenrangsborger. Træt af at blive råbt af og træt af, at folk vil røre ved hendes mørke, krøllede hår.

Det kan man høre på det nye album ’A Seat at the Table’, som superstjernen Beyoncés knap så kendte lillesøster udsendte i fredags.

Albummet får i dag fem hjerter i Politiken, og mellem pladens ”bedøvende 1980’er-synths og kor med masser af luft gemmer ’A Seat at the Table’ på mere vrede end Public Enemys ’Fear of a Black Planet’”, skriver anmelderen.

"Jeg har meget at være vred over"

På pladen kan man blandt andet høre søstrenes far fortælle, hvordan han blev spyttet på af Ku Klux Klan-medlemmer, og hvordan han levede med frygt for racistiske overfald som barn.

”Jeg har meget at være vred over,” supplerer Solange selv på albummet, der tæller sange som 'Mad' og 'Don't Touch My Hair'.

For Solange har fået nok af den forskelsbehandling, der ifølge sangeren alt for ofte opstår, når man som afroamerikaner færdes steder, hvor hvide amerikanere er i flertal.

Og emnet behandler hun ikke kun musikalsk på sit første hele album i otte år men også på nettet og de sociale medier, hvor hun er meget aktiv.

Solange og søsteren Beyonce fotograferet under en modefest i New York. (Foto: Nicholas Hunt © 2016 Getty Images)

Solange får kastet skrald efter sig

Ud over en række opslag på Twitter, skrev Solange i starten af september et blogindlæg på sitet Saint Heron.

Her beskrev sangeren blandt andet, hvordan hun under en koncert med den tyske elektrogruppe Kraftwerk oplevede at blive råbt ad og få smidt en lime efter sig, sin mand, sin 11-årige søn og hans kammerat.

Sådan en episode havde med sikkerhed nået den kulørte presse, hvis der var tale om en hvid sanger, skriver Solange:

- Du føler, at overskriften ville være ”XYZ går til koncert og får smidt skrald efter sig”, hvis det havde været en af dine ikke-sorte kolleger fra branchen.

Opmærksomhed efter ballade i en elevator

Tilbage i 2014 blev Solange dog selv forsidestof, da hun i en overvågningsvideo fra en elevator fysisk angriber sin svoger, rapperen Jay-Z.

Klippet blev bragt hos tabloidmediet TMZ og ramte efterfølgende medier i mange andre lande.

Derudover er hun dog også kendt som noget af et stilikon fra Instagram, hvor hun har mere end 1.7 millioner følgere.

Radiovært, musik- og modejournalist Niels Pedersen har da også mest hæftet sig ved Solange via moden.

Det helt store musikalske gennembrud, som hendes søter Beyoncé har oplevet, har hun nemlig stadig til gode, og selvom han synes, Solange er en interessant musiker, ser han hende mere som et væsentligt stilikon og som aktivist.

- Solange er et meget større stilikon end musiker – men det kan være, at den nye plade laver om på det, fordi den kommer på et tidspunkt, hvor der er en stor interesse for den bevidste, moderne soul og r'n’b, siger han.

Solange er flittig til at lægge stilfulde billeder ud på Instagram. Her ses coverbilledet fra hendes nye album. (© @saintrecords)

Bruger sin berømmelse til

Så selvom den 30-årige sanger lige nu kan sole sig i gode anmeldelser af den nye plade både herhjemme og internationalt, så er det mere alt det udenom, der gør hende til noget særligt, mener Niels Pedersen:

- Det er hendes måde at kommunikere på de sociale medier og hendes måde at bruge sin relative berømmelse til at kommunikere politiske budskaber, der er spændende.

Solanges storesøster Beyoncé har i øvrigt også markeret sig politisk i år og har blandt andet bakket flittigt op om Black Lives Matter-bevægelsen, der opstod efter, at en række unge afroamerikanere blev skudt af hvide betjente i USA.

Og ligesom sin lillesøster har Beyoncé i år sunget om sort sammenhold og rettigheder. Det gjorde hun blandt andet i singlen 'Formation'.

Blå bog: Solange Knowles

  • 30 år, opvokset i Texas.

  • Sanger, sangskriver, skuespiller og musiker.

  • Udgav allerede som 16-årig debuten ’Solo Star’.

  • Markerede sig særligt med radiohittet ’Losing You’ fra ep’en ’True’ i 2012.

  • ’A Seat at the Table’ er hendes tredje studiealbum.

  • Skabte overskrifter, da hun slog ud efter Beyoncés mand, Jay-Z, i en elevator i 2014. Episoden er netop blevet genskabt af animationsserien ’Family Guy’.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk