Bob Dylan malker København: Næsthøjeste billetpris i Europa

Danskerne skal slippe 900 kroner for den billigste billet, hvis de skal til Bob Dylan-koncert. I Italien koster en billet kun 257 kroner.

Billetpriserne til Bob Dylans koncerter i København er de næstdyreste i Europa.

Det bliver en dyr omgang, hvis man vil til Bob Dylan-koncert i København til efteråret.

Mandag blev billetterne til rocklegendens koncerter i Falconer Salen den 8. og 9. oktober frigivet, og de viser, at det koster tre gange så meget at se den 73-årige rockveteran her til lands sammelignet med prisen på en billet i Italien.

En billet til én af koncerterne i København koster nemlig minimum 900 kroner. Til sammenligning koster en billet til selvsamme turné blot 257 kroner i den italienske by Udine, mens gennemsnitsprisen for en billet i Europa ligger på 536 kroner.

Norge topper listen over dyre billetter. Her skal Bob Dylan-fans af med 1200 kroner, hvis de skal have den billigste plads til en Dylan-koncert.

Det viser en gennemgang, som DR Kultur har lavet ved hjælp af en række billetsalgssteder på nettet.

Billetpriserne er indsamlet 28. april 2015.

Fan: Det er en høj pris

80-årige Pauline Ann Brandt har været fan af Bob Dylan, siden hun var ung. Hun har set omkring 80-90 koncerter og beskriver Bob Dylan som sin kærlighed nummer et – han overgår endda hendes mand.

Pauline Ann Brandt skal naturligvis også med til koncerten med Bob Dylan til efteråret i Falconer Salen, men hun er ærgerlig over de dyre billetpriser i Danmark.

- Billetterne er steget løbende i Danmark. I dag er det minimum 900 kroner, og det er jo en høj pris for en billet. Vi prøvede at se, om vi kunne få de bedste billetter, men de koster omkring 2000 kroner for at sidde på de første tre rækker. Så vi har købt de næstbedste til 1090 kroner, fortæller hun.

Henrik Queitsch, der er musikanmelder for Ekstra Bladet og selv er en stor Bob Dylan-fan, forklarer, at det højere prisniveau kan skyldes, at Falconer Salen er et mindre spillested.

- Bob Dylan skal garanteret have samme løn lige meget, om han spiller et stort eller lille sted. Derfor kan priserne være dyrere på de små spillesteder, siger Queitsch.

Lektor: Danskerne vil betale mere

Fabian Holt, der forsker i musik og events på Roskilde Universitet, fortæller, at prisforskellen primært skyldes, at arrangørerne spekulerer i, hvor meget indbyggerne i de enkelte lande er villige til at betale for billetterne, og at den højere pris ikke skyldes et højt moms- eller lønniveau.

- Arrangøren eller koncertbureauet giver normalt et bud til artistens manager, ud fra hvor meget de regner med, de kan sælge billetterne til. I de skandinaviske lande har man generelt en høj friværdi og velstand, og derfor sætter de prisen så højt, som de kan, siger Fabian Holt.

Han peger på, at betalingsvilligheden er lavere i lande, der er ramt mere af krisen som eksempelvis Spanien, Italien og Frankrig, og at priserne også bliver presset i vejret i de mindre lande, fordi det er sjældnere, at de store 60’er-stjerner kigger forbi.

Norden foretrækker intimkoncert

Jesper Christensen, der er administrerende direktør i Live Nation, der arrangerer Bob Dylans koncerter i Skandinavien, forklarer prisniveauet med, at de nordiske koncerter er mere intime.

- Nu har jeg de sidste mange år været med til at arrangere Bob Dylan-koncerter, og der har vi fået den erfaring, at publikum her hellere vil opleve ham til en intimkoncert end i en stor arena. Honoraret til Bob Dylan er det samme, men i Falconer Salen skal det fordeles mellem 2100 gæster, mens det i en arena skal fordeles mellem måske 15.000 gæster, siger Jesper Christensen.

Derfor ville billetprisen også være lavere, hvis koncerten eventuelt blev holdt i den kommende arena i København, fortæller han.

Fører ikke til koncertturisme

Hverken Fabian Holt eller Henrik Queitsch tror dog, at der vil være flere danskere, som smutter til Norditalien for at se Bob Dylan, da flybilletter og hotelophold hurtigt vil æde besparelsen op.

Og Pauline Ann Brandt bliver da også i Danmark for at se Dylan, selvom hun flere gange har været til koncerter med amerikaneren i udlandet.

- Vi har før kørt rundt til andre lande, fordi det bedre kunne betale sig. Også fordi vi gerne ville se så meget af ham som muligt, da alle koncerter er forskellige. Den mand er simpelthen så utrolig, så man vil gerne have mere af ham, fortæller hun.

Bob Dylan giver koncert i Falconer Salen 8. og 9. oktober.

Facebook
Twitter