Boyband blev til fem solister: One Direction har som de første brudt forbandelsen

One Direction var en kæmpe succes, men nu står de fem fra boybandet på egne ben som solister. Og de har dermed gjort noget, vi aldrig før har set i musikbranchen.

Selvom det succesfulde boyband One Direction holder pause på ubestemt tid, og medlemmerne er gået hver til sit, er de fire sangere for tiden her, der og alle vegne.

Foråret har budt på nye sange, musikvideoer, hitlisteplaceringer, interviews og tv-optrædener fra alle fire boyband-medlemmer, der har holdt pause fra gruppen i knap halvandet år nu.

Og det tidligere medlem Zayn Malik, der forlod One Direction et år før gruppens fælles pause, er også ude med en ny single, ’Still Got Time’.

Egentlig var der masser af tid til at tage den med ro – medlemmerne er trods alt alle mellem 23 og 25 år – men der er fuld fart på lige nu.

Samtlige medlemmer af gruppen har nu udgivet succesfuldt solomateriale, og det har vi faktisk aldrig set fra et boyband før, siger P7 Mix-vært Sandie Westh.

- Fælles for dem er, at de som det første boyband nogensinde alle har udgivet solomateriale, som bliver spillet i radioen, og som er kommet ind på diverse hitlister. På den måde har de brudt med den der boybandforbandelse, der alle dage har været.

Det kan også mærkes i Danmark nu. I sidste uge kom det frem, at gruppens største stjerne, Harry Styles, giver solokoncert i Royal Arena på Amager til næste år, og i går blev billetterne sat til salg.

De fem medlemmer fra boybandet rækker for tiden ud efter nye fans som solister med nye genrer. Her ses en flok One Direction-fans i Horsens, da gruppen optrådte i byen i 2015. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Han har i år udgivet et selvbetitlet 70’er-inspireret rockalbum, der blandt andet fik fire ud af fem stjerner i Rolling Stone og fire ud af seks stjerner i BT.

Niall Horan har for nylig udgivet sin anden single, ’Slow Hands’, og Louis Tomlinson har lavet club-hittet ’Just Hold On’ med dj’en Steve Aoki. Liam Payne udgav – som den sidste fra gruppen – sin første solosang, 'Strip That Down', for få uger siden.

Harry Styles er stjernen med x-factor

Men Harry Styles er og bliver den store stjerne i den sammenhæng, vurderer Sandie Westh.

- Han er nok den, der har den lyseste fremtid foran sig. Ikke fordi han er den bedste sanger – det var Robbie Williams (fra Take That, red.) heller ikke – men han har den der x-faktor ligesom Bruno Mars og andre stjerner har, siger P7 Mix-værten.

Harry Styles er indtil videre den eneste af de fire pauseramte One Direction-sangere, der har udgivet et helt album – og det er tilmed virkelig godt, tilføjer Sandie Westh.

Alligevel har sangeren fra det verdenskendte boyband også mødt kritik for at kaste sig over rockgenren.

- Folk er så hurtige til at dømme boybandmedlemmer, når de kommer ud på den anden side, og sige, at der er ting, de ikke kan. Men boybandmedlemmer rummer jo også andet, siger Sandie Westh og tilføjer:

- Og der var ingen tvivl om, at Harry med det lange hår og de skøre jakkesæt nok var den, der ville lave avantgarde-musik, hvis man kan tale om det inden for den verden.

  • De var nogle unge fyre, sangerne fra One direction, da gruppen tog verden med storm. Her ses de fem efter at have optrådt i NBC's 'Today'-show i New York i 2012. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)
  • Den har fået fuld gas på merchandise. Her ses et par fans med masker og dukker, der forestiller Louis Tomlinson og Niall Horan, ved premieren på filmen 'One Direction: This is Us' i 2013 i London. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)
  • One Direction på scenen for at modtage prisen for årets kunstner ved American Music Awards i Los Angeles i 2014. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)
  • One Direction vandt - nu som kvartet - samme fornemme pris året efter ved American Music Awards, hvor gruppen også optrådte med hittet 'Perfect'. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)
1 / 4

Ungdomsmagasin fornemmer nye tider

Og avantgarde får ikke lige så mange af de unge One Direction-fans til at skrige helt på samme måde.

Hos ungdomsbladet Vi Unge, der henvender sig til piger, kan man i hvert fald godt mærke, at vindene er skiftet, efter at alle medlemmerne er gået solo.

Før skrev bladet meget om One Direction og lokkede ofte med idolplakater med boybandet, men niveauet af ”amok” er et andet nu, fortæller Vi Unges udviklingschef og musikjournalist Marie Søndergaard.

- Det var faktisk allerede – inden de gik på pause – begyndt at stilne af. Bandet var blevet ældre, og det var deres fans også. Så One Direction fyldte ikke det samme i fansenes liv, siger hun.

Mange af gruppens fans er efterhånden slet ikke teenagere længere og er dermed vokset fra idolplakater med velsyngende, kønne fyre på børneværelset. Det betyder dog ikke, at samtlige fans nu vender Harry, Niall, Liam og Louis ryggen.

- Fansene har jo alle haft en favorit i bandet, så dem følger de videre, siger Marie Søndergaard og fortsætter:

- Men da vi forleden lagde nyheden om Harry Styles-koncerten på Instagram, kunne man godt se, at det er gået i en anden retning. Det gik slet ikke så meget amok med likes og kommentarer, som hvis det havde været en One Direction-koncert.

To jokere fra gruppen

Til gengæld dukker nye fans op. Harry Styles’ første solosingle ’Sign of The Times’ er pt. afspillet mere end 150 millioner gange på Spotify.

Niall Horans debutsang ’This Town’ har ligget på top 10 i lande som Storbritannien, Irland og Australien, og lige nu ligger Liam Payne nummer fire på den britiske singlehitliste.

Louis Tomlinsons dansehit ’Just Hold On’ var helt oppe og ramme en andenplads på den britiske hitliste i december.

Og bringer vi det tidligere medlem Zayn og hans mange hitlisteplaceringer og Billboard Music Award-statuette med ind i regnestykket, får vi et billede af, hvad en fortid i One Direction kan føre til.

P7 Mix-vært Sandie Westh forventer dog ikke, at alle fire One Direction-medlemmer bliver kunstnere, vi vil begejstres over også om fem år.

- Jeg er ikke i tvivl, når jeg hører Zayn og Harry Styles – eller Niall Horan for den sags skyld – men Liam Payne har en lyd, som mange andre har. Han skiller sig for lidt ud, siger Sandie Westh.

Heller ikke Louis Tomlinson, der lige har skrevet kontrakt med Simon Cowells pladeselskab Syco, når Harry Styles og Zayn til sokkeholderne, mener værten.

- Hvis det er svært at se Liams stjerne, så er det endnu sværere at se Louis’, for han er jo ikke en sanger med en stor stemme. Jeg ville glæde mig over, hvis han modbeviste mig på det punkt, men jeg tror ikke, at vi om to år siger: Hold kæft en karriere, han har fået gang i.

Du kan til gengæld få et kort overblik over, hvad der rører sig karrieremæssigt blandt de fire sangere lige nu samt høre sangene her:

Liam Payne

(Foto: Neil hall © Scanpix)

Sangeren udgav som den sidste af One Direction-medlemmerne solomateriale. Det skete i maj med r'n'b-hitsinglen 'Strip That Down' med rapperen Quavo.

- ’Strip That Down’ er en god sang og godt lavet. Hvis jeg sad på et pladeselskab ville jeg også have jublet over den og sagt ”skidegod første single!”, men jeg er meget spændt på, hvordan han vil følge op på den sang. Liam kan sagtens lave hits, men han bliver ikke den der superstjerne, som Harry Styles allerede er. Han har det ikke i sig på samme måde, siger Sandie Westh.

Harry Styles

(Foto: Mike Coppola © Getty Images)

Harry Styles var den første til at udgive et helt album. Førstesinglen var 'Sign of the Times', der fik flere medier til at sammenligne ham med David Bowie. Singlen var da også P3's Uundgåelige, da den udkom i april.

- Han kunne have kastet sig over alle genrer, men kastede sig over den her type musik, fordi han selv havde lyst til det. Folk talte ligefrem om, om han er den nye Bowie, men det skal de bare stoppe med. Der kommer aldrig en ny Bowie, Prince eller Beyonce, når hun engang dør, for der findes kun en af de artister, siger Sandie Westh.

(Foto: Axelle/Bauer-Griffin © Getty Images)

Niall Horan, der er den irske fjerdedel af One Direction, er flyttet til USA og har kastet sig over singer-songwriter-genren og en californisk sommerlyd. Det kan man blandt andet høre på hans seneste single 'Slow Hands', der er en forløber for det soloalbum, der udkommer senere i år.

- Niall er uden tvivl enormt musikalsk, utrolig sød og meget åben omkring sine musikalske processer. Han er også meget ærlig omkring, at han godt ved, at det er One Direction, der har givet ham succes. Han sagde for nyligt, at hvis de andre fra gruppen siger "lad os finde sammen igen", så vil han smide alt, hvad han har i hænderne.

Louis Tomlinson

(Foto: Vivien Killilea © Getty Images)

Louis Tomlinson har kastet sig over den club-inspirerede lyd på sin første single 'Just Hold On'. Han arbejder for tiden på et helt album.

- Man skal måske kigge lidt med lup for at se hans potentiale, for han er jo ikke en sanger med en kæmpestor stemme. Heldigvis kan han jo ligesom de andre nå at overraske, men umiddelbart kan jeg ikke se Louis Tomlinson som en kommende superstjerne uden for One Direction, siger Sandie Westh.

Zayn Malik

(Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Zayn Malik forlod One Direction i 2015 og debuterede sidste år med albummet 'Mind of Mine', så han har haft længere tid til at bevæge sig væk fra sit gamle boybandimage end de andre fire. Lige nu arbejder han på sin anden soloplade. 2017 har indtil videre budt på singlen 'Still Got Time' og hittet 'I Don't Wanna Live Forever' sammen med Taylor Swift.

- Han er ung og rebelsk, og det har han brygget en god karriere på, og han har virkelig lavet noget musik, der holder, siger Sandie Westh.

Facebook
Twitter