To britiske 90’er-ikoner kommer til Northside

90’er-elektrobandet The Prodigy og tidligere frontmand for The Verve spiller på sommerens Northside. På plakaten er også tre danske navne – blandt andre Agnes Obel.

The Verves tidligere forsanger, Richard Ashcroft, og The Prodigy spiller denne sommer i Aarhus. (© Scanpix)

Northside Festival har fundet endnu et af hovednavnene, der skal stå øverst på den kommende festivalplakat.

Sammen med Radiohead bliver det endnu et britisk band – nemlig The Prodigy.

The Prodigy med den karakteristiske Keith Flint i front – ham der ofte havde sat sit hår i to djævlehornslignende totter – startede i 1990 og har solgt over 30 millioner albums i verden. Desuden har bandet modtaget flere priser – heriblandt grammypriser og tre MTV Video Music Awards.

Blandt de største hits er ’Firestarter’ fra 1996, ’Breathe’ og ’Smack My Bitch Up’ fra 1997.

Bandet er kendt for nogle voldsomme koncerter, hvor der ikke er sparet på lyset. Det oplevede fansene i hjemlandet, da The Prodigy i 2015 var på turné i Storbritannien. The Guardian skrev blandt andet, at elektro-punkbandet stadig kunne gå helt bersærk.

- Der var nok blitzlys til, at det lignede en ufo-landing, skrev anmelderen og gav koncerten fire ud af fem stjerner.

The Verve-forsanger spiller samme dag

Fra Storbritannien kommer også Richard Ashcroft, der i 90’erne nåede at udgive tre plader med bandet The Verve, inden han valgte at gå solo.

Bedst husker man ham nok for The Verve-numrene ’Bitter Sweet Symphony’ og ’The Drugs Don’t Work’ fra 1997. I 2000 udkom hans soloalbum ’Alone with Everybody’ med nummeret ’A Song For The Lovers’. Albummet røg på førstepladsen på den britiske hitliste, som det eneste album efter The Verve-bruddet.

De to britiske navne får desuden følgeskab af tre danske bands på Northside.

Agnes Obel, der fik stor ros for sit seneste album ’Citizen Of Glass’, kigger forbi. Det samme gør When Saints Go Machine og Peter Sommer & Tiggerne.

Peter Sommer & Tiggerne spiller fredag. The Prodigy, Richard Ashcroft og When Saints Go Machine spiller lørdag, mens Agnes Obel er på Northsides søndagsprogram.

Northside foregår i Aarhus fra 9. til 11. juni.

De skal spille til Northside 2017:

  • Radiohead

  • Frank Ocean

  • The Prodigy

  • Richard Ashcroft

  • Run The Jewels

  • Bastille

  • The 1975

  • Primus

  • The Kills

  • Thomas Helmig

  • Veronica Maggio

  • Mando Diao

  • Peter Sommer & Tiggerne

  • Phlake

  • When Saints Go Machine

  • Agnes Obel

  • Liss

  • Bisse

  • Off Bloom

Facebook
Twitter